Fortsæt til indhold

Beboere på plejehjem må blive på deres værelser i dagevis

En kvindelig beboer fortæller, at hun har opholdt sig alene på sit værelse de seneste 12 dage.

Samfund
Citathistorie: TV2 Østjylland

Beboerne på plejehjemmet Vejlbygade i Vejlby-Risskov i Aarhus opfordres i øjeblikket til at blive på deres værelser.

Årsagen er en af de andre beboere, der har udviklet en udadreagerende adfærd.

»Vi har en udadreagerende beboer på plejehjemmet, og det er vi selvfølgelig megakede af, men det er de situationer, vi nogle gange står i på vores plejehjem,« siger Margrethe Vogt Thuesen, der er chef for plejehjemmene i distrikt Nord i Aarhus Kommune.

Hun peger på, at der forsøges med forskellige tiltag for at tage vare på beboerne.

»Et af de tiltag kan være at sige: ’Det vil være rigtig godt, at du opholder dig i din egen lejlighed i den periode, der er lige nu.’«

TV2 Østjylland har tirsdag besøgt en kvindelig beboer på plejehjemmet. Hun ønsker ikke at stå frem med navn, men fortæller, at hun de seneste 12 dage har opholdt sig på sit værelse uden kontakt til de øvrige beboere. Også måltiderne har hun indtaget alene.

Hun fortæller også, at hun er blevet slået to gange af den udadreagerende beboer. De udtalelser kan Margrethe Vogt Thuesen ikke kommentere på, da hun har tavshedspligt.

»Jeg kan ikke gå ind i en konkret sag. Det, jeg kan sige, er, at uanset om det er beboere eller medarbejdere, der bliver slået på vores plejehjem, så bliver det meldt til politiet,« siger hun.

TV2 Østjylland har derfor også spurgt Østjyllands Politi til sagen. Politiet oplyser, at de i relation til vores henvendelse har fået en anmeldelse om vold på et plejehjem i Risskov 8. maj, som efterforskes nærmere i øjeblikket.

Plejehjemschefen afviser at svare på, hvor mange dage opfordringen til beboerne om at blive inde på deres værelser har varet.

Beboer slog

Den kvindelige plejehjemsbeboer har en besøgsven, Kirsten Birgit Rasmussen. Hun blev klar over situationen, da hun ville på besøg på plejehjemmet i søndags.

»Hun (beboeren, red.) fortalte, at det ikke var så godt at få besøg, da de var lukket inde, fordi der var en beboer, der gik og slog på de andre beboere. Hun sagde, at beboerne var blevet bedt om at være på deres værelser,« siger Kirsten Birgit Rasmussen.

Hun mener ikke, den aktuelle løsning er holdbar.

»Det kan ikke være rigtigt. Jeg synes, man skal anbringe den, der har forårsaget alt det her ballade, et sikkert sted, så beboerne igen kan bevæge sig frit rundt,« siger Kirsten Birgit Rasmussen.

Det er plejehjemschef Margrethe Vogt Thuesen enig i.

Problemet er bare, at der ikke er plads til den udadreagerende beboer andre steder i øjeblikket.

»Jeg kan godt forstå, at man tænker, hvorfor flytter man ikke bare problemet? Men borgeren er visiteret hertil. Og i vedkommendes sygdomsforløb er vedkommende blevet udadreagerende.«

»Det her er jo et almindeligt plejehjem, og det, som vedkommende har brug for, er et specialiseret tilbud. Og det er der venteliste til,« siger hun.

Margrethe Vogt Thuesen forklarer videre, at lovgivningen også sætter grænser for personalets muligheder i forhold til udadreagerende beboere. For eksempel skal beboerne kunne bevæge sig frit rundt.

»Vi må ikke låse vores beboere inde, hverken de beboere, som er udadreagerende eller dem, der ikke er. Det har vi på ingen måde ret til,« siger hun.

»Jeg tænker ikke, at nogen synes, at det er en ideel situation - hverken personale, pårørende og heller ikke mig. Vi håber som sagt, at der snart kommer en ledig plads på et specialiseret sted,« tilføjer Margrethe Vogt Thuesen.

Der er nu sat ekstra bemanding på, indtil sagen er løst - også af hensyn til medarbejderne.

»Mens vi venter på, at der bliver en ledig plads på de her specialiserede tilbud, har vi øget indsatsen på afdelingerne med ekstra personale, faglig supervision, et øget samarbejde med psykiatrien og egen læge for at passe på både medarbejdere og beboere,« siger hun.

Kan du sige noget om tidsrammen for det her? Hvor længe kommer folk til at skulle blive inde i deres boliger?

»Jeg kan ikke sige noget konkret om tidsplanen. Det afhænger af, hvornår der bliver en ledig plads på et specialiseret tilbud,« siger Margrethe Vogt Thuesen.