Fortsæt til indhold

Tult: »Jeg skal bæres ud herfra. Den er ikke længere«

Jubilæumsfest på Ryomgård Bodega markerer 60 års historie og indehaver Tults livslange engagement.

Samfund

Lørdag den 31. maj kan Ryomgård Bodega fejre 60-års fødselsdag.

De seneste 38 år har Ryomgård-drengen Claus Schmidt, 63, bedre kendt som Tult og kun Tult, ejet bygningen og inventaret på det, der startede som Ryomgård Cafeteria i 1965.

Samtidig har han været den venlige vært bag disken i alle 38 år.

Tult er som en skibskaptajn, der navigerer gennem livets storme med ro og visdom.

Hans værtshus er som en varm stue, hvor alle er velkomne, og hvor historier deles over en kold øl.

Foto fra 1965

Et foto af Ryomgård Cafeteria hænger på bagvæggen ud mod Vestergade.

»En mand fandt det i Genbrugsen i Allingåbro og spurgte, om det var noget for mig,« fortæller Tult.

Fotografiet er fra åbningen pinselørdag 1965.

Den dag manden, der opførte Ryomgård Cafeteria i Markedsgade, Bruno Adelsböll, bød gæsterne indenfor for første gang.

»Bruno Adelsböll var her måske i fem år, hvorefter en Dahl overtog det. Jeg tror, han forpagtede det. Kun få år senere kom Aase og Arne Bager til. De havde det i en del år, men havde flere forpagtere. Når der skulle betales moms, var forpagterne som regel over alle bjerge,« smiler Tult.

Parret Anette Sauer og Luigi Pillon var de næste ejere i rækken.

Sidstnævnte, kendt fra bl.a. Kalø Slotskro, kom dog hurtigt videre til Djurs Sommerland, mens Anette Sauer fortsatte som ejer i syv år fra 1980, til Tult kom ind i billedet.

Tults overtagelse

Tult overtog Ryomgård Bodega i 1987, men det var ikke uden udfordringer.

Han arbejdede i Djurs Sommerland i en årrække som Luigis højre hånd, samtidig med at han hjalp til på bodegaen.

Før han kom til Djurs Sommerland i 1981, havde han været ude at sejle, arbejdet som møbelpolstrer og taget eksamen fra handelsskolen i Grenaa.

»Jeg stoppede godt nok allerede den 1. februar på handelsskolen, for jeg startede på fuld tid i Djurs Sommerland, men det var rigeligt til at bestå min eksamen.«

Da Tult fik tilbudt bodegaen, var der ingen penge på kontoen.

»Jeg havde ikke en skid penge til at købe stedet for,« siger Tult.

Heldigvis troede direktøren i den lokale sparekasse, Nystrup, på ham og projektet.

»Han så rigtigt. Jeg gav 1,4 mio.«

Ryomgård Bodega fejrer 60-årsdagen med musik, øl, vand, drinks og pølser den 31. maj. Tult trækker måske i dette festlige antræk. Foto: Lars Norman Thomsen

En livsstil

Tult startede med at lave kombineret restaurant og pizzeria, og det gik også meget godt, men så kom Star Pizza til byen og bragte pizzaer ud til folk, så han droppede sit eget pizzeria.

Han lejede i stedet restauranten ud til forskellige.

Der har været flere a la carte-restauranter i den ene ende af huset, græske Zakynthos og en thai-restaurant for at nævne nogle, men nu er der kun bodegaen tilbage.

Den daglige indtjening består i dag af salg af øl, drinks og vand plus indtægterne fra et par spilleautomater.

De enarmede tyveknægte betaler snildt huslejen.

»Jeg har fortsat en gæld, jeg høvler af på, men jeg sidder billigt og bor her også, så jeg klager ikke.«

Tult drømmer vel om den store million, men det får man ikke af at drive værtshus.

»Hvis jeg havde haft værtshus i Aarhus, havde det sikkert været noget andet,« funderer han.

Sociale relationer

Tult er indbegrebet af en god værtshusejer og vært, som er i sync med sit publikum og ikke gider det fisefornemme og småborgerlige.

Han er autentisk i ordets rigtige betydning, og han respekterer mennesker, som de er, lytter til dem, vejleder dem og udviser respekt og accept. Derfor er han vellidt.

Han føler stor solidaritet med sine gæster. Mange af dem har han kendt i flere år.

»Man har sgu også lov til at være fuld. I dag har jeg selv et afslappet forhold til alkohol.«

Tult elsker værtshusmiljøet. Det er en livsstil for ham. Han elsker at sidde og snakke med mennesker, og det er det, det handler om. Værtshuset fungerer også som en slags socialkontor, hvor man skal være parat til at lytte for at få gæsternes fortrolighed.

»Jeg får meget at vide, som jeg ikke giver videre. Der skal være den fortrolighed.«

Gæsterne er primært lokale fra Ryomgård, men der kommer også folk fra Pindstrup, Nimtofte og Hornslet.

»Det passer perfekt til mit gemyt at være sammen med mennesker på denne måde. Jeg tror da også, at jeg er vellidt, fordi jeg kan snakke med alle.«

Fremtiden

Tult har ingen opsparing eller pension.

»Jeg skal bæres ud herfra. Den er ikke længere. Jeg ejer ikke en skid. Ingen opsparing eller pension. Jeg har en kone fra Thailand. Hun har ikke været her i fem år, fordi hun ikke kan få opholdstilladelse. Hun har lige været på tre måneders visit. Jeg vil gerne have hende herop; hun arbejder i Thailand som massør. Jeg har besøgt hende et par gange de seneste par år.«

Han er netop kommet på seniorpension, så han må nu kun arbejde 15 timer om ugen.

»Fint nok. Resten dækkes ind af tre servitricer. Det er derfor, jeg ikke har noget til mig selv,« griner han.

Derfor Tult?

Tult har været en del af Ryomgård Bodega, siden han var barn.

»Jeg kom her første gang som 12-13-årig, hvor Aase og Arne Bager havde stedet. Her kunne man godt få en øl.«

Hvorfor Tult?

»Min mor kaldte mig altid tulle-pulle-mus. Det forkortede mine ældre søskende til Tut, og det ville jeg bare ikke hedde. Det blev så til Tult i stedet. Det har hængt ved siden, og ingen ved i dag, hvem Claus er. Til gengæld kender de Tult.«

Fest i Markedsgade

Lørdag den 31. maj bliver der fest på Ryomgård Bodega. Jubilæet skal fejres og markeres på behørig vis. Duoen Prime Time spiller fra kl. 16 og fire timer frem. Bodegaen åbner som altid kl. 10, og kl. 14 serveres der lidt godt til ganen i form af røde pølser med tilbehør.

»Vi håber, at mange vil kigge forbi og være med til at lave en hyggelig dag og aften. Det vil være dejligt, hvis der også kommer gæster, som tidligere er kommet her, men nu bor et andet sted. Alle skal være velkomne til at hygge sammen med os,« siger Tult.