Fortsæt til indhold

Vækst i våbenindustrien gavner nyt samarbejde

Samfund
bo

Virksomheden Rival i Svejstrup er blevet solgt til en investorgruppe, som også ejer LPM Production i Ølgod. Med det nye samarbejde forventes de to virksomheder at kunne levere bedre resultater til industrien, end de har gjort individuelt.

Opstarten kommer på et tidspunkt med stigende efterspørgsel fra forsvarsindustrien. Det åbner for vækstmuligheder, der kræver betydelige investeringer.

For Kirsten og Henrik Holvad, ejere af Rival, er det tid til at sende virksomheden videre.

»Det er med stolthed, vi overdrager vores livsværk til nye ejere. Vi tror på, at vores salgsdirektør Christian Aarup, de nye ejere og samarbejdet med LPM vil kunne løfte Rival til det næste niveau,« siger CEO Henrik Holvad.

Investorgruppen består af Brygge Partners, erhvervsmanden Lars Gantzel Pedersen samt tre ledende medarbejdere fra Rival og LPM.

Lars Aaen bliver formand for bestyrelserne i både moder- og datterselskaberne, mens Jan Nielsen Økjær fra LPM og Christian Aarup fra Rival vil danne direktionen for begge virksomheder.

Investorgruppen købte LPM i 2022 med målet om vækst i forsvarsindustrien. Jan Nielsen Økjær bemærker, at samspillet med Rival vil udvide kapaciteterne og tilbuddene til kunderne markant.