15-årig varetægtsfængslet efter 'voldsom hændelse' med mindreårig pige
Drengen varetægtsfængsles frem til 4. juni.
En 15-årig dreng blev i dag varetægtsfængslet frem til 4. juni efter grundlovsforhør ved Retten i Randers.
Drengen blev anholdt torsdag eftermiddag 22. maj kort før klokken 13, efter Østjyllands Politi havde modtaget en anmeldelse om en voldsom hændelse i Glesborg.
Her var en mindreårig pige blevet opsøgt og taget fat i af den 15-årige dreng.
Pigen fortalte en voksen om episoden, hvilket førte til drengens anholdelse.
Fredag formiddag klokken 11.30 blev drengen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.
Her blev dørene dog lukket, og dermed har offentligheden endnu ikke fået yderligere at vide om sagens detaljer.
Fredag eftermiddag oplyste forsvarsadvokat Troels Lind Pedersen til TV2 Østjylland, at den 15-årige dreng var blevet varetægtsfængslet frem til 4. juni. En afgørelse som drengen valgte at acceptere.