Fortsæt til indhold

Lissi Andersen fra Hos Anders er død: Et sidste farvel til "dronningen af Telefontorvet"

Mandag eftermiddag blev Lissi Andersen, den tidligere indehaver af værtshuset "Hos Anders", bisat i Aarhus Domkirke. Pårørende og stamgæster fik sagt et sidste farvel i både kirken og på Telefontorvet.

Samfund

Lissi Andersen er blevet sendt ud på sin sidste rejse.

Den tidligere indehaver af værtshuset ”Hos Anders” i Aarhus blev mandag eftermiddag bisat i Aarhus Domkirke, hvorefter familie, venner og stamgæster var samlet ved værtshuset på Telefontorvet, som hun indtil for nylig ejede. Her blev der sagt et sidste farvel til ”dronningen af Telefontorvet”, som Lissi Andersen gennem flere år er blevet kaldt.

Tilbage i 1983 overtog Lissi Andersen ”Hos Anders”, og i 2023 kunne hun derfor fejre sit 40-års jubilæum som værtshusejer.

Derfor var det også helt oplagt, at Lissi Andersens kiste efter ceremonien i Aarhus Domkirke stoppede ved værtshuset på Telefontorvet på hendes sidste rejse.

På Telefontorvet strømmede flere og flere pårørende og stamgæster til efter bisættelsen i kirken klokken 15.

To stamgæster, der sad klar, før Lissi Andersens kiste ankom, var Else Førby Luntner og Wencke Tove Faber. På ”Hos Anders” er de også bedre kendt som ”rødvinspigerne.”

Else Førby Luntner og Wencke Tove Faber sidder helst udenfor, når de besøger værtshuset. Foto: Emma Dalum

»For et års tid siden tilbød Lissi os, at de kunne lave vores egne glas til os, fordi vi altid besøgte ”Hos Anders” og bestilte rødvin,« lød det fra Else Førby Luntner.

Det er kun Else, der har hendes glas, fordi Wenckes er gået i stykker. Heldigvis er værtshuset allerede i gang med at lave et nyt til hende. Foto: Emma Dalum

Else Førby Luntner og Wencke Tove Faber kender hinanden fra Klostercentret, hvor de begge er frivillige. Sammen har de fået en tradition om at drikke rødvin ude foran ”Hos Anders”, uanset hvordan vejret er.

»Vi har altid siddet udenfor på den samme plads, uanset hvordan vejret har været. Derfor har vi fået vores eget skilt.«

Det var Lissi's ide at give dem deres egen plads.

I ægte værtshusstil havde de lavet en Ceres Top-flaske ud af blomster, som blev taget med til ”Hos Anders” efter bisættelsen.

En af blomsterne var lavet i værtshus stil. Foto: Emma Dalum

Inde på værtshuset var der endda pyntet op på Lissis egen plads.

I dagens anledning er der også dækket op til Lissi. Foto: Emma Dalum

Nogle af medarbejderne fortalte, at der skal være livemusik, hvor der ville blive serveret frikadeller og kartoffelsalat til gæsterne.

”Hos Anders” er kendt ud fra deres slogan »Der, hvor vennerne er.« De besøgende på værtshuset er alt fra studerende til ældre, hvorfor aldersgruppen spænder bredt.

Derudover er værtshuset kendt for at have et af byens traditionsrige telte, når Aarhus Festuge hvert år løber af stablen.

Lissi Andersen afgik ved døden i sidste uge efter et kort ophold på hospitalet.