Asbestaffald stadig problem i ny daginstitution: Nu ryddes der op
Byggeaffald med asbest på Børnehuset Munkdrups legeplads kræver akut oprydning og genetablering. Nu bruges der mere end tre millioner på det.
Der bliver nu brugt flere millioner af kroner på at håndtere byggeaffald med asbest på Børnehuset Munkdrups legeplads.
Fundet blev gjort i marts 2025, og siden da har legepladsen været lukket af og daginstitutionens ansatte, børnene og deres forældre har været under stærkt pres på grund af den afspærrede legeplads.
Byrådet har nu nikket ja til, at der bruges 3,57 mio. kr. til oprydning og genetablering af legepladsen. Beløbet skal finansieres af midler, der oprindeligt var afsat til byggeri af en ny daginstitution i 2028. Efter planen skal der være ryddet op, så legepladsen kan bruges igen efter sommerferien.
Der er allerede foretaget omfattende jordprøver på legepladsen. Der er ikke fundet forurening på nabogrundene, der også er blevet undersøgt.
Resultaterne af de 115 jordprøver viste, at der er påvist asbest eller forurening i flere felter på legepladsen og der er dermed behov for at udskifte jord i flere områder på legepladsen.
Der er taget skridt til at sikre, at børnene har alternative legepladser, mens oprydningen står på. Blandt andet bruges den del af børnehusets udendørs areal, der ligger på den anden side af børnehuset end legepladsen.
De løsninger, der skal bruges penge på, omfatter flere trin. Først skal der graves jord af i 10 felter ned til en dybde på 50 cm og i 10 felter ned til en dybde på 10 cm.
Jord skal væk
Men først skal jorden undersøges grundigere end i dag.
»Der er behov for at få mere viden om jorden på legepladsen via yderligere undersøgelser i form af et jordprøveprogram,« forklarer kommunen.
Derudover skal der leveres og udlægges ny muld, og legepladsen skal genetableres med græssåning, ny beplantning, og reetablering af hegn, legeredskaber, sandkasser og cykelbane. Ud over bortkørslen af jord fra de forurenede felter og tilkørslen af ny jord, er der også behov for at genetablere legepladsen.
Borgmester Torben Hansen har også bedt om at få undersøgt hvor byggeaffaldet stammer fra og hvem der har ansvaret for, at det ligger der. Og bedt forvaltningen om at undersøge hvordan man undgår en lignende situation i fremtiden.
»Det skal være trygt for børnene at gå i daginstution og for forældrene at aflevere dem. Derfor skal vi ikke gå på kompromis her,« lød det fra Pia Moldt (S) under byrådsmødet mandag i slutningen af maj.
Fyldt med byggeaffald
»Hvor er ansvarligheden egentlig henne. Forvaltningen har undersøgt jorden og sagt god for at bygge der. I 2012 blev der revet en firelænget gård ned. Grunden har siden været fyldt op med byggeaffald. Jeg kan se på billeder, at der senest i 2020 lå en kæmpe dynge bygningsaffald i området. Så det kan ikke komme bag på nogen,« lød det fra Anker Boje (Østbroen).
»Børn skal ikke kunne grave ned til asbest,« lød det fra Frank Nørgaard (DF) efter at Moderaternes Jens Peter Hansen foreslog at man kunne fylde et mindre lag jord ovenpå i stedet.
Flere byrødder var skeptiske over forløbet.
»Hvordan er jorden blevet undersøgt. Er der nogen, der kan stilles til ansvar for det. Og hvordan overvejer man at undersøge fremtidige grunde til daginstitutioner i fremtiden, lød spørgsmålene fra Velfærdslistens Henriette Malland.