Nu sætter boghandler ord på lukning: »Det gør mega ondt«
På under fire år er antallet af boghandlere i Favrskov Kommune gået fra tre til nul.
»Jeg kan se, at mine kollegaer i Hadsten og Hammel er lukket, og det gør mega ondt, at jeg nu også må lukke.«
Dorthe Ostrowski, medindehaver og daglig leder af Kontur Hinnerup, har kastet håndklædet i ringen og besluttet at lukke den mangeårige boghandel i Hinnerup.
»Vi mangler kunder og har for lav omsætning til, at enderne kan nå sammen. Vi vil hellere stoppe i rettidig omhu i stedet for at kigge ind i et stort underskud,« siger Dorthe Ostrowski, der ejer boghandlen sammen med Bjarne Holm Hansen.
Tre årsager
Hun peger på tre årsager til, at omsætningen er faldet: Nethandel, supermarkedspriser og opgravning af Storegade, hvor boghandelen har til huse i nummer 8.
Nethandlen tog ifølge boghandleren for alvor fat under corona, og butikken har ikke kunnet genvinde det tabte i forhold til nethandel. Dernæst peger hun på, at Bilka og andre supermarkedskæder har trængt sig ind på boghandlernes traditionelle domæne og kan tilbyde lavere priser. Endelig er der opgravningen af Storegade, som i efteråret 2024 blev ombygget og var lukket for trafik i flere måneder.
»Det er klart, at når du lukker hovedgaden af fra august til november, bliver du meget hårdt ramt. Det gjorde vi, og det gjorde alle de handlende i Storegade.«
Kontur Hinnerup sælger bøger, lejetøj og kontorartikler med mere, og det er inden for alle kategorier, at omsætningen er faldet. Den lokale boghandel er den sidste af sin slags i Favrskov Kommune. For godt tre år siden lukkede boghandelen i Hadsten, og for halvandet år siden drejede butikken i Hammel nøglen om.
Er det blevet umuligt at drive en fysisk boghandel i Favrskov?
»Det er meget svært. Der er så mange pendlere i kommunen, og arbejder man i Aarhus eller Randers, handler man der. Det er drøn nemt lige at gå ind i et storcenter i godt vejr og ordne alt.«
Lang historik
Dorthe Ostrowski blev ansat af den tidligere ejer, Elisa Spørring, der i 2014 solgte Hinnerup Boghandel til Bjarne Holm Hansen. Dorthe Ostrowski blev daglig leder og er senere blevet medejer af butikken, som foruden hende har to ansatte og en ungarbejder.
Hinnerup Boghandel har en lang historik og går i hvert fald tilbage til 1964, hvor Preben Stærk overtog butikken og i mange år drev den sammen med sin kone, Jytta. Helt frem til 2005, hvor en af medarbejderne – Elisa Spørring – overtog den.
»Jeg skal ud at finde et nyt eventyr, men lige nu gælder det om at få afsluttet det her så godt som muligt. Kunderne skal i den sidste tid have den samme gode service som altid,« siger Dorthe Ostrowski.
Butikken holder ophørsudsalg og forventer, at sidste åbningsdag bliver i begyndelsen af august.