Bekymring gemt bag smil: Campus fik klar besked om ministerens planer
Børne- og Undervisningsministeren slog efter besøg på Campus fast, at Skanderborg ingen grund har til panik over den nye gymnasiereform. Lokalt er meningerne mere delte.
Smilene var store, da direktør på SCU, Pia Agerbæk Marlo, og Skanderborg Gymnasiums rektor, Jakob Thulesen Dahl, i sidste uge tog imod børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på Campus i Skanderborg.
Bag smilene gemte sig en bekymring for fremtiden, hvor UCS10, HF og EUX Merkantil ikke længere vil være selvstændige dele af den lokale uddannelsespalette, men erstattes af det nye erhvervs- og professionsrettede gymnasium, EPX.
»Som kommune er vi stolte af det campus, vi har. Vi har nogle virkelig godt kørende institutioner, og det spænder lige fra en velfungerende 10. klasse over erhvervsuddannelserne til de gymnasiale uddannelser, der alle ligger her på campus inklusiv HF og VUC. Vi synes faktisk, at alle de grundelementer, der tales om i den nye reform, som noget, man gerne vil have til at spille sammen på en ny måde, ret meget er til stede allerede på vores campus. Så når man arbejder med at forandre noget, som rigtig mange synes er fantastisk, så skal man nok altid gå lidt varsomt,« lød det under mødet fra borgmester Frands Fischer (S).
Ministerbesøget i Skanderborg kom på plads, efter at Jakob Thulesen Dahl sendte ministeren et brev med forslag til, hvordan skolerne bør forberedes på den nye gymnasieuddannelse og samtidig opfordrede ministeren til åben dialog om ikke kun den nye EPX, men også om fremtiden for de øvrige gymnasiale tilbud.
Set fra Campus i Skanderborg er der nemlig alt for stort fokus på struktur og alt for lidt opmærksomhed på indholdet.
Jeg kan godt mærke, der er stærke følelser her, men Skanderborg er jo faktisk nogle af dem, der er kommet længst med at få etableret det fælles ungdomsmiljø, som er visionenMattias Tesfaye (S), børne- og undervisningsminister
»Det er helt rigtigt, at de unge mennesker nu får to-tre år mere skolegang, inden de skal tage en kompetencegivende uddannelse. Derfor ser vi frem til reformen, men alt indholdet mangler. Vi er nysgerrige på at komme videre. Vi skal lave en rigtig god trædesten frem mod de kompetencegivende uddannelser, og vi synes, det er vigtigt at komme i gang. EPX’en skal favne meget bredt,« understreger Jakob Thulesen Dahl.
Bag brevet ligger også en bekymring for, om det gode samarbejde, der i dag er mellem institutionerne på campus, kan bevares, og om Skanderborg i fremtiden selv vil kunne tilbyde de tre eksisterende gymnasietilbud samt det nye.
»Vi har et ekstremt godt samarbejde i dag og agerer i mange sammenhænge som én skole. Som vi ser det, er der behov for lokale løsninger. Det handler om styring og ledelse, og vi har brug for en minister, der trækker streger i sandet,« konstaterer han.
Pia Agerbæk Marlo er langt hen ad vejen enig.
»Jeg ærgrer mig over, at de uddannelser, vi har nu, skal ændres, men jeg tror på, at når EPX bliver integreret, bliver den rigtig god, især for os i Skanderborg, fordi vi har noget at bygge videre på. Vi har den hf i landet med højeste løfteevne og den mest populære 10. klasse i Danmark. EPX’en skal favne enormt bredt, og vi skal i gang med at kigge på det faglige – hvordan gør vi det på absolut bedste vis? Der mangler afklaring på rigtig meget,« understreger hun.
Fusion har tidligere været et spøgelse på campus, men blev manet i jorden i 2018. Fusioner nævnes dog af folketingspolitikerne i forbindelse med forliget omkring den nye gymnasiereform – primært for at sikre økonomisk bæredygtige institutioner, ikke bare i dag, men også når ungdomsårgangene om nogle år dykker.
Men det er ifølge ministeren ikke et pres, der vil blive lagt på de to institutioner på Campus.
»Jeg kan godt mærke, der er stærke følelser her, men Skanderborg er jo faktisk nogle af dem, der er kommet længst med at få etableret det fælles ungdomsmiljø, som er visionen. En by af Skanderborgs størrelse kan sagtens rumme to skoler, der udbyder gymnasieuddannelser. Der er ikke noget i Skanderborgs nøgletal - heller ikke når demografien slår mest negativt igennem - som tilsiger, at der skal ske en fusionering af de to skoler, som ligger her,« slår han fast.
»Det, vi ønsker os, er, at når de unge har bestået folkeskolens afgangsprøve, så kan de enten gå til den ene side og tage en STX eller gå til den anden side, og der ligger så en skole, der i hvert fald udbyder HHX og måske også EPX – og måske også HTX, ikke som udlagt uddannelse som nu, men som uddannelse, der udbydes der. Det kan også skrues anderledes sammen, men det afgørende er bare, at de forskellige gymnasiale tilbud, vi har skrevet ned i lovgivningen, også findes i Skanderborg, og at de findes på institutioner, der er bæredygtige. Så jeg synes ikke, der er så meget at være bekymret for i Skanderborg.«