Fortsæt til indhold

Aarhus får egen udgave af populær attraktion i New York: »Jeg savner ord«

Projektet har været længe undervejs, og nu kan arbejdet med at skabe en aarhusiansk High Line begynde.

Samfund

En direkte forbindelse mellem Aarhus C og Sydhavnen og en aarhusiansk udgave af populære High Line i New York.

Ambitionerne for Kulbroen i Sydhavnen er ikke små, og et enstemmigt flertal af medlemmerne i Aarhus Byråd har nu godkendt en anlægsbevilling på knap 80 millioner kroner, der i de kommende år skal transformere den otte meter høje kulbro og området omkring den.

Idéen er at skabe en hybrid mellem en gangbro og et grønt byrum, og projektet skal både fremme kultur og erhverv i Aarhus.

»Det bliver en park i højden, og det bliver et ret ikonisk byggeri, vi får i byen. Af alle de projekter, der er lavet på nordsiden af Jægergårdsgade, er det her mit favoritprojekt. Jeg er 100 procent sikker på, at det bliver en turistattraktion, og det er meget sjældent, at man på forhånd kan sige det om noget,« siger politisk ordfører for Socialdemokratiet i Aarhus, Jesper Kjeldsen.

Kulbroen, en 160 meter lang betonkonstruktion, blev engang brugt til at transportere kul fra skibe i havnen til Aarhus Gasværk. I dag står broen som et lærred for byens graffitimalere og et minde om industriens storhedstid.

Det er en stor lykke. Det bliver en enorm berigelse, ikke kun for Sydhavnen men for byen.
Metin Aydin, politisk leder af De Radikale i Aarhus om den nye udgave af Kulbroen
Isometri af Kulbroen og Sydhavnen. Kulbroens oprindelige betonkonstruktion vil blive bevaret og suppleret med en let overbygning af stål. Visualisering: Transform, Dissing og Weitling, Lendager Group, Søren Jensen eller Vega Landskab.
Kulbroen mod vest. Kulbroen bliver ifølge Aarhus Kommune "en dynamo og et vedkommende og inkluderende byrum for både områdets brugere og dets besøgende." Visualisering: Transform, Dissing og Weitling, Lendager Group, Søren Jensen eller Vega Landskab.

Arbejdspladser og skattekroner

Den nye udgave af Kulbroen er inspireret af High Line, en omkring to kilometer lang offentlig park på et hævet togspor i New York. High Line kan beskrives som en grøn oase med udsigt over Manhattan og Hudsonfloden i en betonrig storby.

»Jeg synes, det er noget af det mest spektakulære, New York har, og det giver et helt vildt byrum. Vi får vores egen version af den. Det gør jo ikke Aarhus til New York, men det gør aarhusianerne til nogen, der lader sig inspirere. Jeg glæder mig sindssygt meget til det,« siger Jesper Kjeldsen.

Politisk leder for de Radikale i Aarhus Byråd og medlem af teknisk udvalg, Metin Aydin, har også svært ved at få armene ned.

»Det bliver en mageløs plet midt i byen, og jeg savner ord for min egen begejstring. Gangbroen bliver kun få hundrede meter i alt, men hvis nogen tror, det bare bliver en bro hen over en vej, tager de grueligt fejl,« siger han og fortsætter:

»Det er både kultur- og erhvervsfremme. Det bliver en kulturscene med musik og kunstudstillinger, som folk udefra kommer til at valfarte til, og vi har udsigt til, at der kommer til at ligge nogle caféer, hoteller og virksomheder ved Kulbroen, og det betyder arbejdspladser og skattekroner.«

Kulbroen og kulpladsen. Kulbroen ses som "en sammenbindende rygrad" mellem Sydhavnskvarteret og det centrale Aarhus. Visualisering: Transform, Dissing og Weitling, Lendager Group, Søren Jensen eller Vega Landskab
Under Kulbroen vil der ifølge Aarhus Kommune blive etableret et varieret grønt byrum. Ambitionen er at bevare så meget af den eksisterende beplantning som muligt. Visualisering: Transform, Dissing og Weitling, Lendager Group, Søren Jensen eller Vega Landskab.
Kulbroen set fra Spanien. Planen er, at der skal etableres elevatoradgang ved koblingen over Spanien (fra Frederiks Plads) samt fra koblingen ved Kalkværksvej. Visualisering: Transform, Dissing og Weitling, Lendager Group, Søren Jensen eller Vega Landskab.

Takker broens venner

Transformationen af Kulbroen skal angiveligt løbe i alt op i 79,7 millioner kroner. Det er i skrivende stund uvist, hvor stor en del af kagen Aarhus Kommune skal betale. Metin Aydin frygter ikke en fejlinvestering.

»Oplevelser og kultur er også velfærd, for det er noget, der bidrager til at gøre Aarhus attraktiv. Hvis vi får fire kroner tilbage, når vi giver én krone, er det en god investering, og det, tror jeg, bliver tilfældet,« siger han.

Kulbroen 2.0 er en vigtig del af den udviklingsplan, Aarhus Kommune har for fremtidens Sydhavnskvarter. Målet er at skabe »et moderne erhvervsøkosystem med masser af arbejdspladser, spændende byliv og plads til socialt udsatte,« som det hedder sig i en præsentation af udviklingsplanen.

Jesper Kjeldsen og Metin Aydin er rørende enige om, at det er kulturinstitutionen Kulbroens Venner fortjeneste, at der nu kan sættes gang i at give Kulbroen en ny funktion og et nyt look. Folkene i Kulbroens Venner har i over 10 år arbejdet for en transformation af Kulbroen til en miniudgave af New Yorks High Line.

»Jeg er vildt imponeret over den indsats, aktivisterne bag projektet har lagt i det. Det er på andet årti, de arbejder for det her. Det er helt vildt meget energi, de har lagt i det, og det her er en kulmination af deres udviklingsarbejde,« siger Metin Aydin.

Jesper Kjeldsen forventer, at arbejdet med at omdanne Kulbroen vil starte i 2025. Det er endnu uvist, hvornår projektet kan stå færdigt.