Nyt område for unge på festival: UNG’EREN tilbyder musik og mad til halv pris og trygge rammer
UNG'EREN er formet af unge ambassadører og har fokus på sikkerhed. Festivalens formand håber på stor opbakning og et sjovt fællesskab..
UNG’EREN er det nye område ved årets Rosenholm Festival den 6. og 7. juni, dedikeret til gæster op til 20 år.
På Kulturgrundens areal overfor festivalområdet kan du chille i et beduintelt, nyde lokal musik og købe mad og sodavand til halv pris.
Området tilbyder et SafeHouse, hvor du kan slappe af, hvis du bliver træt eller utryg, eller har behov for at dine forældre bliver kontaktet, fordi du gerne vil hjem.
Formanden for Rosenholm Festival, Lars Hjortshøj Jacobsen, har store forventninger til UNG’EREN og håber, at det vil tiltrække mange unge, der savner et cool sted, hvor de kan få deres festivaloplevelse uden alkohol sammen med jævnaldrende i stedet for at rende hvileløst rundt på gader og stræder i byen.
Vores vagter på stedet har nultolerance over for alkohol og stoffer.
Nultolerance og sikkerhed
Lars Hjortshøj Jacobsen understreger, at der er nultolerance over for alkohol og stoffer i UNG’EREN.
Vagter og samarbejde med SSP, Syddjurs Kommune, Spjæt, Natteravnene, Kulturgrunden og politiet sikrer et trygt miljø.
»Vi har oplevet stor forældreopbakning til initiativet,« siger Lars Hjortshøj Jacobsen.
Området er planlagt sammen med unge ambassadører, som har været med til at foreslå, hvordan pladsen skal indrettes på Kulturgrunden, der bliver hegnet inde.
»Vores vagter på stedet har nultolerance over for alkohol og stoffer. Derfor kan evt. pushere godt opgive at være i nærheden af UNG’EREN,« understreger formanden for Rosenholm Festival.
Maks 20 år
»Vi ved, at det har været et stort ønske blandt unge, at de kunne være i omgivelser sammen med andre jævnaldrende, og hvor der er voksenopsyn,« siger Lars Hjortshøj Jacobsen.
Når arrangørerne har sat en overligger ved 20 år, er det blot et udtryk for realisme.
»Der kan være unge, der har venskaber, hvor aldre krydses. Det vil være tåbeligt at gøre det til et problem. Kom og vær en del af fællesskabet på Rosenholm Festival den 6. og 7. juni,« opfordrer Lars Hjortshøj Jacobsen.
Musik og fest
Fredag kan du opleve tre unge bands, heriblandt NØK, der leverer catchy rytmer med sprøde guitarriffs, groovy baslinjer og energiske trommer.
NØK skaber en lyd, der både får hjertet til at banke og fødderne til at bevæge sig.
Et andet band, Raian, skriver sange, der blander lyriske ideer fra den danske højskolesangbog med pop, folk og rock.
Bandet består af August på trommer, Jan på keys, Rasmus på guitar, Nana på bas, Felicia på vokaler og Raian på lead vokal og guitar.
Three Sitting Birds er det tredje band, der med deres musik skaber en atmosfære som tre fugle, der iagttager verden omkring dem og gør det til melodier.
Lørdag sørger DJ Bobby Croshaw for musikken og er garant for at skabe stemning også blandt unge. DJ Bobby Croshaw kan den svære kunst at læse sit publikum og finde sætlisten og volumen, der passer til tidspunktet og stemningen.