Fortsæt til indhold

Nu får plejehjem sprinkleranlæg efter to års strid – men regningen er endnu ukendt

18 nybyggede plejeboliger ender med at stå tomme i to år på grund af strid om brandsikkerhed. Hver måned taber Aarhus Kommune 185.000 kroner.

Samfund

Man kan øjne lys – eller nærmere vand – for enden af tunnelen. For nu bliver der endelig sat sprinkleranlæg op på Malling Plejehjem.

Det har gennem snart to år været en strid mellem totalentreprenøren Jorton A/S og Aarhus Kommune, hvorvidt den korrekte løsning i forhold til brandsikkerhed skulle indeholde sprinkleranlæg eller ej.

Hver part har med hver sin certificerede brandrådgiver i ryggen haft vidt forskellige opfattelser af, hvad der skulle til, for at sikkerheden var i orden på plejehjemmet.

Siden byggeriet af hovedbygningen stod færdigt i efteråret 2023, har kommunen for hver måned, der er gået uden lejeindtægter i 18 boliger, tabt 185.000 kroner i lejeindtægter.

Derudover har kommunen haft brug for ekstern advokatbistand på sagen. Fra april til oktober 2024 havde man brugt 890.000 på denne advokat. Og den regning løber fortsat.

»Det er svært utilfredsstillende for alle parter. Jeg er virkelig, virkelig ærgerlig over, at vi ikke kan få taget de her boliger i brug, men vi nødt til at være helt sikre på, at det er forsvarligt,« siger Henrik Rudfeld, der er områdechef, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.

18 på venteliste

I øjeblikket står 18 borgere på venteliste til en plads på Malling Plejehjem, der kun har taget 20 ud af 38 pladser i brug. Der er ingen problemer med brandsikkerheden i den renoverede bygning, der er i ét plan. Men det er den nyopførte hovedbygning i to plan, der volder problemer.

»Jeg håber stadig, at vi kan finde et forlig, men kan vi ikke det, så ender det i en voldgiftssag. For det kan ikke blive ved med at køre meget længere,« siger Henrik Rudfeld.

Han forklarer, at det er en kompleks sag, der indeholder andre forhold end sprinkleranlægget, men kommunen og entreprenøren arbejder på at holde sagerne adskilt, så entreprenøren mandag den 2. juni fortsatte arbejdet med at sætte sprinkleranlæg op.

»Entreprenøren har indvilliget i at sætte det op, og så kører vores forligsdrøftelser i et andet spor,« siger Henrik Rudfeld.

Han forventer derfor, at bygningerne om et par måneder står klar til indflytning.

»Om alt går vel, så håber jeg, at boligerne er klar om seks til otte uger. Men derefter vil der formentlig stadig gå nogle uger, før beboere rent faktisk kan flytte ind,« forklarer Henrik Rudfeld.

Derfor er man nok henne i det tidlige efterår, før beboere kan rykke ind i de nye boliger. Til den tid vil kommunen være gået glip af lejeindtægter for 4,4 millioner kroner.

»Derudover er der supplerende udgifter, fordi vi ikke har en stordriftsfordel i for eksempel køkkenet. Så det er klart, at vi meget gerne vil have den her kapacitet op at køre,« siger Henrik Rudfeld, der ikke på nuværende tidspunkt kan sætte tal på, hvor meget hele sagen ender med at koste kommunen.

Den samlede entreprisesum for ombygningen af Malling Plejehjem er på 40 millioner kroner.

Totalentreprenøren Jorton A/S er ikke vendt tilbage på redaktionens henvendelse.