»Billigere og attraktivt« – her kommer byggegrunde til salg
»Jeg synes virkelig, at det her er et spændende projekt,« siger ejendomsmægler om nyt boligområde, som kommer til salg.
Så tæt på Hammel som man næsten kan komme uden faktisk at være i byen, skyder snart syv nye huse op.
I hvert fald kommer syv byggegrunde nu til salg i Voldby: i spidsen, hvor Gl. Hammelvej og Korsagervej mødes.
Det er i den ende, som er tættest mod Hammel, og grundene ligger blot 150 meter fra den cykelsti, som fører videre over i stisystemet omkring Søndervangskolen.
Det er en privatperson, som sælger stykket fra.
Salget af de syv grunde er lagt i hænderne på Camilla Hellstern, der er indehaver af EDC Hammel.
Hun kalder de syv grunde for »et meget attraktivt alternativ til eksempelvis byggegrundene på Hvedebakken i Hammel.«
»Grundene i Voldby er noget billigere men stadig tæt på Hammel – man skal vitterligt bare lige over på den anden side af vejen, så går der en sti direkte op til skolen. Så der er samme sikre skolevej, og det tager nogenlunde samme tid at komme i skole som fra Hvedebakken,« siger hun.
Voldby-grundene bliver endeligt målt op i næste uge, men de kommer cirka til at ligge mellem 840 og 1.192 kvadratmeter. Prisen vil ligge på 690.000 kroner.
»Så jeg synes virkelig, at det her er et spændende projekt. Det ligger tilbagetrukket fra Viborgvej, tæt på Hammel men stille og fredeligt og med fantastisk natur omkring,« siger Camilla Hellstern, som selvfølgelig er ejendomsmægler og derfor god til at se »positivt på tilværelsen.«
Alligevel mærker man en oprigtig begejstring, når talen falder på Voldby. Camilla Hellstern bor nemlig selv på Gl. Hammelvej.
»Jeg er i den grad voldbyboer,« siger hun med smil i stemmen og fortsætter:
»Voldby er jo generelt kendt for fællesskabet både omkring forsamlingshuset og i særdeleshed omkring vores friluftsbad, Voldbybadet, som jo netop er renoveret for fire millioner kroner. Der er også masser af børn her, og dem, der bosætter sig her, vil rigtig gerne byen og bakker op om de arrangementer, der bliver lavet – om det så er vejfester eller fastelavnsfester. Man har en tendens til at komme hinanden mere ved i de mindste landsbyer.«
Sådan opstod salgstanker
Privatpersonen, som sælger arealet, fik idéen om at sælge, da Voldby-borgerne pludselig stod i lidt af en knibe, fordi nye ejendomsvurderinger for byen var tårnhøje.
Det skyldtes en lokalplan, der indeholdt en bestemmelse om, at man kan udstykke sin grund i flere grunde ned til 250 kvadratmeter.
Voldby-borgerne gik til kamp mod de tårnhøje vurderinger, hvilket lykkedes, og denne bestemmelse er nu fjernet.
Ikke desto mindre havde salgstankerne altså indfundet sig hos sælger.
»Det er jo en stor græsmark for dem, som de skal gå og vedligeholde, så vi tog snakken om, hvilke muligheder der kunne være for stedet,« siger Camilla Hellstern, som »står klar i morgen, hvis nogen ringer og vil købe.«