Fællesråd om udviklingsplan: Proteststorm må tvinge byråd til at lytte til borgerne
Investorgruppe og fællesråd er ikke enige om, hvordan fremtidens Pier 3 på Aarhus Ø skal se ud. Høring kan tvinge politikere til at bevæge sig i fællesrådets retning.
1.148.
Så mange høringssvar er tikket ind med kommentarer og ændringsforslag til en stor udviklingsplan for Pier 3.
Udviklingsplanen, som Aarhus Kommune og en investorgruppe står bag, er bygget omkring karreer og indebærer blandt andet at indsnævre gadebredden på Bernhardt Jensens Boulevard og at gøre boulevarden til en handelsgade samt at forbinde Pier 2 med Pier 3 med en broforbindelse.
Et fåtal af høringssvarene udtrykker begejstring for udviklingsplanen. Til gengæld er der stor opbakning til et justeringsforslag fra Fællesrådet for Aarhus Ø. I det skal Bernhardt Jensens Boulevard ikke indsnævres og ej heller gøres til handelsgade. Fællesrådet ønsker også flere og større grønne rekreative arealer samt flere kulturelle aktiviteter.
At den folkelige interesse for udviklingsplanen for Pier 3 er massiv bevidnes ved, at antallet af høringssvar kun overgås af de mange høringssvar til den nu skrottede udvidelse af Aarhus havn.
Ifølge et opsamlende høringssvar på vegne af Fællesrådet for Aarhus Ø støtter over 1.000 høringssvar, omkring 90 procent af de afgivne høringssvar, fællesrådets forslag til justeringen af udviklingsplanen for Pier 3.
»Vi er utrolig glade og taknemlige for opbakningen. Borgerne har gentaget de ønsker, der har været om flere grønne og flere rekreative arealer. Nu regner vi med, at politikerne forstår og bakker op om justeringen, så den i langt højere grad afspejler borgernes ønsker. Hvis man mener noget med borgerinddragelse, skal man jo lytte til borgernes ønsker, ellers er det ren pro forma,« siger formand for Fællesrådet for Aarhus Ø, Ole Mikkelsen.
Byrådsmedlem og medlem af teknisk udvalg, Jakob Søgaard Clausen (DD) er enig i, at byrådet må forholde sig til de mange høringssvar.
»Vi kan ikke sidde sådan en høring overhøring. Den bliver vi nødt til at lytte til i byrådet, og jeg har svært ved at se, at man bare tromler videre og siger, at udviklingsplanen er inden for skiven,« siger han.
Ifølge en af investorerne bag udviklingsplanen for Pier 3, Rune Kilden fra Kilden & Hindby, kan fællesrådets forslag komme til at koste Aarhus Kommune dyrt. Til Århus Stiftstidende siger Rune Kilden, kommunen skal have et provenu på mellem 350-400 millioner kroner på salget af byggeretter på Pier 3, før den kommunale økonomi for udviklingen på Aarhus Ø går i nul, og at fællesrådets forslag kan tippe den økonomiske vægtskål den forkerte vej.
Det frygter Jakob Søgaard Clausen dog ikke.
»Økonomien skal gå i nul. Vi skal ikke bruge penge af kommunekassen. Jeg har en stor tro på, at man kan flytte rundt på nogle byggefelter og på den måde skabe nogle indtægter. Det er ikke sikkert, at man kan komme helt i mål med fællesrådets ønsker, men jeg hører også, at de er konstruktive i forhold til en løsning,« siger han.
Investorteamet bag udviklingsplanen for Pier 3 består af virksomhederne Kilden & Hindby, Bricks A/S, Heartland, AP Pension og Voluntas.
Den kommende tid må vise, om byrådet i Aarhus vil komme Fællesrådet for Aarhus Ø i møde - eller om høringen i forhold til Pier 3 har været »ren pro forma.«