Fortsæt til indhold

For dyre at bo i? Politikere er betænkelige ved nye, store plejeboliger

Renoveringen af Plejehjemmet Møllestien betyder huslejestigninger for beboerne. Nye 2-rumsboliger vil koste 13.500 kr om måneden.

Samfund

Den længe ventede plan for en renovering af plejehjemmet Møllestien i Grønnegade betyder dyrere plejeboliger.

Og også for dyre, mener Socialdemokratiet.

Ifølge indstillingen til byrådet, som blev behandlet på udvalgsmødet i onsdags, vil man lave otte to-rumsboliger på 100 kvadratmeter, der skal koste 13.500 kroner om måneden.

»Hvem vil have råd til at bo der? Det er jo en tårnhøj husleje,« lyder det fra Lone Hindø, der er formand for social- og sundhedsudvalget.

Socialdemokratiet har nu stillet spørgsmål til forvaltningen om erfaringerne med så dyre plejeboliger.

»Vi vil gerne vide, om man har 100 kvadratmeter store plejeboliger andre steder, og hvilke erfaringer man har med at få dem udlejet. Foreløbig er vi meget skeptiske og vil umiddelbart ikke støtte byggeri af disse boliger, men vi vil selvfølgelig tage en drøftelse i gruppen, før vi lægger os endelig fast,« siger Lone Hindø og henviser til den socialdemokratiske gruppe.

Hvis man som ægtepar ønsker en plejebolig, er det så ikke fint, at der findes en mulighed for 100 kvadratmeter?

»Jo, det kan jo være fint med så store boliger, men de skal også være til at betale. Jeg tror, at der vil være mange, der ikke har råd. Og hvis ægtefællen så falder fra, så har man da slet ikke råd,« mener Lone Hindø.

Er der et behov?

Den planlagte renovering af plejehjemmet Møllestien, der har en samlet pris på kanp 88 millioner kroner har været længe undervejs. Tilbage i 2020 flyttede beboerne ud af 1-rumsboligerne, der nu står klar til at blive omdannet til større lejligheder. Planen er otte større 2-rums boliger på 100 m2, 26 traditionelle 2-rums boliger og to store 1-rumsboliger.

Forvaltningen skriver i et skriftligt svar til Socialdemokratiet, at huslejen ligger på samme niveau som andre plejeboliger i midtbyen, og henviser blandt andet til Generationernes Hus og Ceres Allé. Desuden er der mulighed for boligydelse, tilføjes det.

»Der er en mulighed for boligydelse, ja, men ikke for det fulde kvadratmeter-antal« påpeger Lone Hindø.

Partiet har nu taget forbehold for indstillingen sammen med SF og stillet yderligere spørgsmål til forvaltningen for at få dokumentation for, at behovet er der.

»Det skal ikke bare være, fordi man tror, at det vil kunne udlejes. Der skal være dokumentation for, at det går godt med udlejningen andre steder, og at folk er tilfredse. Ellers vil jeg anbefale, at man laver mindre boliger.«

I alt vil der ifølge planen være 36 plejeboliger på Møllestien, når renoveringen efter planen er færdig i 2027.

Den endelige vedtagelse af renoveringen af Møllestien skal diskuteres på byrådsmødet onsdag.