Megawatt-sejt: Aarhus har grund til at hylde erhvervsprofil i verdensklasse
Hun har strøm på karrieren og nok gennemslagskraft til at lyse Europa op.
Helle Østergaard Kristiansen sidder i forældrenes køkkenalrum i Hobro. Der er kringle på bordet, og datteren fortæller, at hun dagen forinden havde et møde med Lars Løkke Rasmussen.
»Hu-ha«. En jysk form for benovelse er reaktionen fra faderen.
»Hvad ville han?,« vil moderen vide. Hvis scenen var fra i dag, forstår man, hvis hun er bekymret. Men mødet med udenrigsministeren og formand for Moderaterne handlede ikke om at få nogen til at trække sig eller hjælpe med »en overgang til det civile liv«.
»Det var mere os, der ville ham noget,« konstaterer Helle Østergaard Kristiansen og cementerer, at hun som direktør for aarhusianske Danske Commodities er en central erhvervsfigur. Ikke bare i Hobro, Aarhus eller i Danmark. Fortune Magazine har sagt det flere gange; tre gange har de kåret Helle Østergaard Kristiansen som en af de mest magtfulde erhvervskvinder. I verden.
Scenen fra et spisebord i Hobro stammer fra DR’s serie »Topdirektørerne«. For sådan én er Helle Østergaard Kristiansen. Men om nogle måneder i en endnu vildere version.
Aarhusianeren er pr. 1. oktober udnævnt som koncerndirektør for handel med gas og strøm hos norske Equinor, som vi bedre kender som Statoil. Dermed bliver hun en af de højst placerede danske topchefer i udlandet. Equinor købte i 2019 Danske Commodities, som Henrik Lind etablerede i 2004, og som blev en så god forretning for ham, at han kunne donere 250 mio. kr. til et nyt stadion i Aarhus. Med Helle Østergaard Kristiansen som direktør er selskabet blevet en af landets største erhvervssucceser. Der var blæst om bonusser under energikrisen, og indtjeningen blev et samtaleemne på Christiansborg. Det skyggede i nogen grad for, hvilken rolle energihandlere har for, at der sker noget, når vi trykker på vores kontakter.
Helle Østergaard Kristiansens brændselsstave er potente. Udover at være direktør i Danske Commodities har hun siddet i bestyrelsen i bl.a. DSV, Rambøll og aarhusianske Systematic.
I sit nye job får Helle Østergaard Kristiansen ansvaret for en omsætning på – hold nu fast – 160 mia. kr., og som hun selv siger til Finans:
»…en helt afgørende rolle for den europæiske forsyningssikkerhed.«
Det er ikke første gang, Aarhus sender erhvervstalenter ud i verden. Så sent som i 2023 rykkede Per Bank fra Salling Group til canadiske Loblaw Companies med 2.400 butikker og 300 milliarder kr. i omsætning. Men selv i den liga er Helle Østergaard Kristiansens karriere et særsyn.
Det er patetisk, hvis man som by eller som aarhusianer er stolt af noget, man ikke har en andel i. Men Helle Østergaard Kristiansen har god grund til at være stolt af sig selv og det, hun efterlader hjemme i Aarhus.