Fortsæt til indhold

Overraskende comeback: Tidligere afdelingschef for teknik- og miljøområdet får nøglerolle i nyt besøgscenter ved Kalø Slotsruin

Rune Asmussen, tidligere afdelingschef for teknik- og miljøområdet i Syddjurs Kommune, er blevet headhuntet til Nationalpark Mols Bjerges sekretariat.

Samfund

Rune Asmussen er tilbage i Syddjurs Kommune, denne gang som projektleder for opførelsen af det nye besøgscenter ud for Kalø Slotsruin, der er tænkt som et samlingspunkt for både lokale og turister.

Rune Asmussen har tidligere arbejdet i Syddjurs Kommune som teknik- og miljøchef fra april 2018 til december 2021, hvor han var ansvarlig for det samlede tekniske forvaltningsområde.

I denne rolle var han en central figur i udviklingen af lokalplanen for besøgscenteret.

I september 2022 blev en revideret lokalplan, lokalplan 448B, vedtaget af byrådet. Denne version tog højde for miljøvurderinger og nye reguleringskrav og gav en mere detaljeret beskrivelse af de nødvendige tilpasninger for at sikre overholdelse af miljø- og fredningsbestemmelserne.

To dage om ugen

»Jeg er utrolig glad for at være tilbage i Syddjurs og få muligheden for at arbejde med et projekt, som jeg kender ret godt fra min tid med arbejdet med lokalplanen for besøgscentret,« siger Rune Asmussen, der begyndte 1. juni og har en aftale om 15 timers ugentligt arbejde.

»Jeg arbejder som udgangspunkt to dage om ugen i nationalparkens sekretariat i Hack Kampmanns arbejderbolig, men vil selvfølgelig være til stede, når det er nødvendigt i forhold til møder og andet,« siger Rune Asmussen, 52, der bor i Aalbæk i det nordjyske sammen med sin kone Johanne Kristine Asmussen, der arbejder som præst i Åsted, Skærum og Kvissel sogne.

»Jeg kender planerne og visionerne for besøgscenteret vældig godt, og jeg ser frem til at realisere dem sammen med et dedikeret team,« fortæller han.

Rune Asmussen, som er uddannet civilingeniør, har været forbi lederjobs hos Struer og Frederikshavn Kommune efter tiden i Syddjurs Kommune.

Donation på 60 millioner

Når Rune Asmussen er blevet ansat som projektleder på nuværende tidspunkt, er forklaringen, at finansieringen nu er på plads.

En donation på 60 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden gør det muligt for Nationalpark Mols Bjerge at bygge et besøgscenter.

Det samlede budget er på 70 millioner kroner.

Syddjurs Kommune har tidligere besluttet at støtte projektet med fem millioner kroner, som er øremærket udviklingen af udearealerne ved besøgscentret, læs parkeringspladserne, ovenfor besøgscentret på Sdr. Stegeløkkearealet, der ligger til venstre, når du kommer kørende ad Molsvej fra Rønde-siden.

De fem millioner kroner skal fremskrives med prisudviklingen, siden beløbet blev bevilget af et tidligere byråd.

Arkitektfirmaet Arkitema vandt opgaven, da nationalparkens bestyrelse i 2016 udskrev en arkitektkonkurrence om besøgscentret.

Fredning og kritik

En af kritikerne af placeringen af et besøgscenter ved Kalø Slotsruin, Carsten Nørgaard fra Ebeltoft, har talt imod planerne, fordi byggeriet krænker en række beskyttelseslinjer og restriktioner, herunder Natura 2000, skovbyggelinjen og strandbeskyttelseslinjen.

Helle Hegelund, bestyrelsesformand for Nationalpark Mols Bjerge, påpeger, at hele strandengen vil blive genetableret som et uforstyrret naturområde for at fremme biodiversiteten.

Fredningsnævnet har været forbi projektområdet for at vurdere muligheden for at give dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Dommer Martin Breum fra Fredningsnævnet i Kronjylland har udtalt en positiv tilbagemelding, men en juridisk bindende godkendelse kan først foreligge efter behandling af byggesagen hos kommunen.

Det bliver en del af Rune Asmussens kommende arbejdsopgaver at få de nødvendige godkendelser i hus.