Karin Salling åbner mikrobryggeri: Nu flyder øllet fra Lindegaarden
Sankthans er store åbningsdag for Lindegaardens mikrobryggeri i Svejstrup.
På afstand er det Bidstrup Gods, der tager opmærksomheden. Denne imponerende, hvide bygning, der skyder op mellem træerne i skoven, er umulig at overse. Men fortsætter man ned ad Svejstrupvej, kommer man til Lindegaarden, der står i samme hvide farve.
I put and take-søerne springer fiskene op for at få en mundfuld af de solstråler, der står ned over landskabet denne onsdag formiddag. Hestene springer over græsset på markerne, og nu flyder øllet også fra hanerne på Lindegaarden.
På gårdspladsen møder vi Lindegaardens daglige leder, Juuso Hakanen, der taler dansk med finsk accent. Han står knivskarpt mellem gravemaskiner, malergrej og hårdtarbejdende håndværkere.
»Vi har virkelig travlt. Mandag er der grand opening, og vi forventer, der kommer 1000 mennesker,« siger han.
Lige til øllet
Nyeste skud på Lindegaardens stamme er mikrobryggeriet, hvor brygger Sofus Grøndahl huserer. Her har han fuldstændig styr på humle, malt og mask.
Bryggeriet kan brygge 50.000 liter øl om året, og der er ingen ambitioner om, at bryggeriet skal være det nye Carlsberg.
»Bryggeriet er sådan lidt nice to have. Det er ikke noget, vi tjener penge på, men vi vil gerne kunne byde på gode hjemmebryggede øl, som passer til Lindegaarden. Øllene kan kun købes i vores gårdbutik og så serverer vi dem til arrangementer,« fortæller Jusso Hakanen.
Men bryggeriet er ikke kun ment som et sted, hvor Sofus Grøndahl, der har 22 års erfaring som ølbrygger, skal trylle med fremstilling af den gyldne drik. Fuldstændig i Lindegaardens ånd er det meningen, at også bryggeriet skal være et sted, hvor man kan opleve lidt af hvert.
»Vi vil gerne tilbyde grupper, at de kan komme og brygge deres egen øl. Det kunne for eksempel være firmaer eller vennegrupper, som godt kunne tænke sig at prøve kræfter med ølbrygningen,« siger Jusso Hakanen.
Ude foran bryggeriets lokaler står det gamle Lindetræ, som gården har fået navn efter. Her stod H. C. Andersen efter sigende, da han for første gang så et tog.
»Vi vil gerne have en biergarten under Lindetræet. Det skal være sådan et hyggeligt sted, hvor man kan mødes for bare at smage en god øl, men det kan også være der, man hviler ud og slukker tørsten efter en vandretur i området,« lyder det fra Jusso Hakanen.
De første øl kan smages til sankthans, hvor borgmester Lars Storgaard holder båltale og Karin Salling holder åbningstale.