Fortsæt til indhold

Naturstyrelsen får dispensation fra regler for tilsyn med dyr i naturnationalparker som Fussingø

Ifølge styrelsen er dispensationen ikke en lempelse men en præcisering af vilkårene.

Samfund
ceb

De store græsædere er vigtige for naturplejen og biodiversiteten i de nye naturnationalparker Fussingø og Gribskov. Derfor har Naturstyrelsen søgt dispensation fra dyrevelfærdslovens paragraf ni til hold af stude (kastreret kvæg) i naturnationalparkerne Gribskov og Fussingø.

Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.

Naturstyrelsen får dispensationen på baggrund af planer for tilskudsfodring ved fødemangel og fem ugentlige tilsyn mindst hver anden dag. Ifølge dyrevelfærdsloven skal fritgående dyr på græs tilses jævnligt, og det er mindst to gange om ugen. Dispensationen er således ikke en lempelse, men en præcisering af vilkårene, skriver styrelsen.

»Af Naturstyrelsens plan fremgår det, at dyrepassere kommer til at overvåge studene tæt og reagere både på fødemangel, og når der er syge og tilskadekomne dyr, som skiller sig ud fra flokken. Derfor er det vores vurdering, at dyrevelfærden er sikret både for hvert enkelt dyr og for bestanden,« siger veterinærdirektør fra Fødevarestyrelsen Charlotte Vilstrup Castle i pressemeddelelsen.

Tæt overvågning af dyrene

Dyrepasserne skal ifølge dispensationen gennemgå Naturstyrelsens særlige uddannelse, inden de kan føre tilsyn i de to naturnationalparker. De får en særlig app til registrering af dyrenes tilstand og fødegrundlaget samt droner og termisk udstyr, så de kan spore studene i skjul eller mørke. Hver 10. stud bliver udstyret med GPS til lokalisering af flokken.

»Det er ret få dyr, som bliver sat ud. På arealerne er der rigelig adgang til foder og vand, ly og læ også om vinteren, og jeg er overbevist om, at dyrene vil få et godt liv her,« siger Charlotte Vilstrup Castle.

I det første år vil Fødevarestyrelsens embedsdyrlæger udføre månedlige kontrolbesøg. Det er Fødevarestyrelsen, der har givet Naturstyrelsen dispensationen.

Fødevarestyrelsen kan trække dispensationen tilbage, hvis det viser sig, at Naturstyrelsen ikke lever op til forudsætningerne for dispensationen. Efter et år skal grundlaget for dispensationen evalueres.