Fortsæt til indhold

Alle danske KFC-restauranter får smiley med sur eller lige mund: I Tilst er der sågar slimede belægninger i opvaskeafdelingen

Fødevarestyrelsen har blandt andet tjekket hygiejne ved de 11 danske Kentucky Fried Chicken-restauranter. I Tilst fandt man både »slimede« og »skimmellignende« belægninger et uventet sted. »Vi må gøre det bedre,« medgiver den aarhusianske KFC.

Samfund
/ritzau/am

Alle 11 danske Kentucky Fried Chicken-restauranter har fået besøg af Fødevarestyrelsens rejsehold på et kontrolbesøg i begyndelsen af juni.

Og det har affødt 11 sure smileys eller smileys med lige mund til restauranterne fra den amerikanske fastfoodkæde.

Det skriver DR.

I alt har styrelsen tildelt fire sure smileys og syv med lige mund. Dermed har ingen af restauranterne fået en glad smiley ved besøget 2. juni.

En af de restauranter, der har fået de sure smileyer samt en politianmeldelse er KFC i Tilst.

Her har man både fået en sur smiley 28. maj og igen fem dage senere, da Fødevarestyrelsen 2. juni kom tilbage for at tjekke om forholdene var bragt i orden. Her endte det igen med en sur smiley for mangelfuld rengøring.

»Håndvaskarmatur og håndbruser i opvaskeafdelingen ses med kraftige ansamlinger/gule fugtige belægninger, flere rørføringer i opvaskeafdelingen under og over håndvasken ses med rødlige og sorte skimmellignende belægninger grundet manglende renholdelse.«

»På gulvet i virksomhedens opvaskeafdeling ses slimede belægninger og produktrester af ældre dato. Indvendigt i virksomhedens opvaskemaskine ses rødlige og mørke belægninger, som let kan aftørres med papir. Flere af virksomhedens maskiner i produktionsområdet ses med fedtede belægninger, hjul på maskinerne ses med sorte, fedtede belægninger af ældre dato,« lyder en længere opremsningen i Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra det vestlige Aarhus.

»Vi må gøre det bedre,« svarer KFC i Tilst til Fødevarestyrelsens kritik i kontrolrapporten.

Siden 2001 har Fødevarestyrelsen udstyret caféer, butikker og restauranter med en smiley med det formål at gøre det nemmere for forbrugerne at se, hvor godt der er styr på blandt andet hygiejnen.

Styrelsen laver hvert år cirka 60.000 kontroller, som udløser et smileymærke.

Mærket er en smiley med en glad, lige eller sur mund. En lige mund betyder, at der var nogle mindre alvorlige overtrædelser. Og en sur mund betyder, at der var alvorlige eller gentagne overtrædelser.

Kentucky Fried Chicken, KFC, har restauranter i Rødovre, Greve, Tilst, Horsens, Vejle, Herning, to i Odense og tre i København.

Ved et opfølgende besøg 3. juni formår KFC i Field’s i København at vende smileyen fra lige til glad, hvilket betyder ingen anmærkninger.

Avisen forsøger at få en reaktion fra fastfood-gigantens på den sure smiley i det vestlige Aarhus.