Politisk afvisning: Naturforening afviser modstander af rewilding på grund af frygt for splid blandt medlemmerne
Per Øxenholt afvist af naturforening på grund af politisk tilknytning. Frygten for splid blandt medlemmerne førte til afvisning af hans ansøgning.
Per Øxenholt fra Velfærdslisten Syddjurs, kendt modstander af rewildingprojektet på Molslaboratoriet og naturnationalparker, har fået afslag på sin ansøgning om medlemskab i foreningen Bevar Natur og Landskaber (BNL). Han er dog meget velkommen i foreningen efter kommunalvalget.
Per Øxenholt, som ellers deler foreningens synspunkt om at bevare det fredede område ved Kalø Slotsruin og ikke ønsker at se bare skyggen af et besøgscenter på adressen, er blevet afvist af formanden Carsten Nørgaard, der frygter, at politisk tilknytning kan skabe splid blandt medlemmerne i valgåret.
Politisk afvisning
Per Øxenholt udtrykker sin skuffelse over afvisningen: »Det er jo fint med en sådan forening, der også er imod dette byggeri, og her formoder man jo, at man så er velkommen i foreningen, når vi deler synspunkt. Det var så ikke tilfældet, da jeg meldte mig ind.«
Carsten Nørgaard forklarer beslutningen: »Vi har i foreningen BNLs bestyrelse været samlet, og vi har talt om Per Øxenholts positive tilgang til vores forening, hvilket vi værdsætter. I bestyrelsen er der imidlertid en frygt for, at Per Øxenholt vil bruge os som platform under valgkampen til KV25, og det er vi ikke interesseret i. Han er meget velkommen i foreningen efter kommunalvalget, og det uanset om han kommer i byrådet eller ikke.«
Frygt for splid
Carsten Nørgaard fortsætter: »Nogle enkelte stykker har for længst tydeliggjort, at de gerne er med i foreningen, men de vil ikke blandes sammen med noget andet. Derfor er vi nødsaget til at vente med en indmeldelse til valget er ovre i november måned. Jeg ved det måske virker lidt for forsigtig, men vi vil ikke tage den risiko. Tillid er altid svært at genopbygge.«
Per Øxenholt undrer sig over beslutningen: »Gad vide om de andre politikere, som er meldt ind, nu også ekskluderes? Mon det er partikammeraten til Carsten Nørgaard, borgmester Michael Stegger Jensen, der her dikterer, hvem der må være med,« spørger han.
Carsten Nørgaard afviser koblingen til borgmesteren som ren nonsens.
»Jeg ved ikke engang om borgmesteren ved noget om det her. Jeg har i hvert fald ikke snakket med ham om det.«
Ingen politisk markedsføring
Carsten Nørgaard understreger, at foreningen ikke vil acceptere, at den bliver brugt af byrådskandidater i valgkampen til at markedsføre synspunkter, som intet har med besøgscentret at gøre.
Man frygter, at Per Øxenholt med sin retorik og måde at drive politik på kan fratage nogen medlemmer, mens valgkampen op til KV25 18. november står på.
Foreningens formål
BNL blev stiftet den 10. maj 2023 for at bevare natur og landskaber, især i sårbare områder som strandeng-området ved Kalø Slotsruin.
Foreningen har aktivt klaget over lokalplaner, der tillader byggeri på fredede områder, og arbejder for at beskytte disse områder mod udvikling.
BNL har ingen holdning til rewildingprojektet på Molslaboratoriet og naturnationalparker, men fokuserer udelukkende på besøgscentret ved Kalø Slotsruin, som foreningen vil gøre alt for ikke bliver opført, understreger Carsten Nørgaard.
Carsten Nørgaard siger afsluttende: »Vi kæmper videre, og så længe der ikke står et stort hus på området, så er slaget jo ikke tabt.«
Sagaen om Kalø Slotsruin fortsætter, og Per Øxenholt må altså vente til efter valget for at kunne bidrage til kampen gennem BNL.