De har genopfundet flagstangen: »En sensation på verdensplan ligesom robotplæneklipperen«
Traditionen med at hejse flaget får nyt liv med automatisk flagstang. Lokale iværksættere har skabt en løsning, der gør flaghejsning nemt og effektivt.
I Danmark er det en stolt og mangeårig tradition at hejse flaget på fødselsdage og andre mærkedage. Traditionen er en vigtig del af vores kultur og historie, og den er med til at skabe samhørighed og god stemning i lokalsamfundet. At flage er ikke blot en højtidelig gestus – det er også en hjertelig måde at fejre hinanden på og i svære stunder, som ved begravelser, at vise deltagelse og respekt.
Du kan hejse flaget og tage det ned igen, hvis du sidder i Spanien, og din flagstang står hjemme på græsplænen i Kolind
Det kan være tidskrævende og svært at hejse Dannebrog, når det stormer eller regnen pisker ned. Bare spørg kirketjenere, receptionisten i en virksomhed eller familien derhjemme. Det har to lokale iværksættere fra Kolind fundet en effektiv løsning på. Den vil gøre flaghejsning nemt og effektivt for kirker, institutioner, erhvervslivet og private.
Ulrik Mogensen og Henrik Greve Nielsen, bedre kendt som »HN« i Kolind og opland, hvor duoen er født og opvokset og fortsat bor, har sammen skabt en revolutionerende automatisk flagstang, en Uptimast, der kan styres via en app. En løsning, som allerede er blevet mødt med stor interesse og forventes at blive en uundværlig del af fremtidens flaghejsning. De har fået produktet patenteret og CE-mærket.
Fra ide til virkelighed
Henrik Greve Nielsen fik ideen til Uptimast, da han blev kontaktet af en ældre herre, som spurgte, om han var interesseret i at overtage hans arbejde med at opfinde en automatisk flagstang og videreudvikle materialet. Henrik Greve Nielsen, mangeårig selvstændig erhvervsdrivende, blev grebet af ideen og kunne se mulighederne. Han kontaktede derfor Ulrik Mogensen, der driver selvstændig konsulentvirksomhed. Han var først skeptisk, men efter et par dage indså han potentialet og besluttede at sige ja til samarbejdet.
Herefter begyndte det hårde udviklingsarbejde, som involverede flere partnere. Parret skød kapital ind i foretagendet og stiftede Uptimast ApS i 2024, der har base på Bredgade 4 i Kolind side om side med andre iværksættervirksomheder i det, der under den fælles overskrift hedder Kon2ret.nu.
»Hele tanken har fra begyndelsen været, at vi skal have en flagstang, der ligner en flagstang. Alt det du forbinder med en flagstang, alt det jeg forbinder med en flagstang. Vi skal ikke lave et eller andet futuristisk, science fiction noget, der rejser sig op fra jorden og er blå. Vi skal have en flagstang, der automatisk kan tage flaget op og ned. Og det gør vores løsning,« forklarer Ulrik Mogensen.
»Du kan hejse flaget og tage det ned igen, hvis du sidder i Spanien, og din flagstang står hjemme på græsplænen i Kolind. Det styres via en app,« tilføjer Henrik Greve Nielsen.
Samarbejde og udvikling
Udviklingen af Uptimast har været et samarbejde mellem flere parter det seneste år. Jydeland Maskinfabrik A/S i Drammelstrup, der nu i langt over hundrede år har været kendt som opfindervirksomhed af produkter til landbruget, har stået for den mekaniske udvikling, mens et firma i Risskov har udviklet elektronik- og softwaredelen.
»Vi kom med råideen, og så tog Jydeland over. Der er som sådan intet tilbage fra den råide, vi kom med,« afslører Ulrik Mogensen.
»Men vi har selvfølgelig sparet med Jydeland undervejs, og det er så endt med det færdige produkt, som vi alle er meget stolte over og er en sensation på verdensplan på samme måde som robotplæneklipperen var det,« supplerer Henrik Greve Nielsen.
»Software- og elektronikdelen har vi bygget op helt fra scratch,« siger Ulrik Mogensen.
Flaget opbevares trygt
En Uptimast gør det således nemt og enkelt at hejse og nedtage flaget hver dag, året rundt. Via den medfølgende software kan man vælge, hvilke dage og tidspunkter flaget skal hejses. Med en app kan man styre flaget manuelt i forbindelse med for eksempel begravelser. En Uptimast kan hejse flaget både på hel og halv stang. Man kan have op til to flag monteret på flagstangen, som hejses og sænkes uafhængigt af hinanden. Når flaget ikke er i brug, opbevares det trygt, sikkert og helt automatisk i en teknikkasse under flagstangen.
»Der er intet af det, du står og kigger på her, der ikke er speciallavet,« siger Ulrik Mogensen og peger på flagstangen, der er opstillet i Jydelands have.
»Det gælder også flaget. Det er godt nok lavet af polyester, men flaget har i det stykke ind mod flagstangen en speciel line. Ellers trækker vi det i princippet fra hinanden. Den er bundet på en speciel måde. Toppen er særligt designet med nogle specielle hjul og trisser på. Flaglinen har vi fået fra sejlsportsindustrien.«
Flagstangen fåes i størrelser fra 9 til 18 meter.
Kirken begejstret
Forleden præsenterede duoen sammen med deres indtil videre eneste ansatte, Per Jensen, Uptimast på kirkernes årlige messe på Nyborg Strand. Her var begejstringen stor, fortæller de.
»Kirkerne bliver en storkunde, det tør jeg godt love. Det er jo et kæmpeproblem for dem. Måske ikke at få flaget hejst op, men få det hejst ned igen. Hvem skal gøre det? Og det koster en masse penge at få flaget hejst op og ned,« siger Henrik Greve Nielsen.
»Vi talte med en kirkemedarbejder, der fortalte, at da man i sin tid gik over til automatisk ringning, blev der lavet en overenskomstændring, som pillede 180 timer ud på årsbasis. En time koster 300 kr. plus sociale omkostninger, så det er cirka 54.000 kr. på et år. Du vil kunne lave tilsvarende regnestykke med en Uptimast,« supplerer Ulrik Mogensen.
»Hvis jeg fortæller, at det er en investering, der vil betale sig hjem inden for maks. 2-3 år, så afslører jeg ikke vores salgspris, som vi indtil videre godt vil gemme lidt på, men jeg gør det jo næsten alligevel,« siger Henrik Greve Nielsen.
Sådan foregår det
»Når vi har fået en ekspedition, giver vi Jydeland besked, og de gør så kasse, motor og fundament klar. De har allerede færdigproduceret til lager,« forklarer Henrik Greve Nielsen.
Samtidig får virksomheden Danomast nede i Hovborg besked på, at nu skal der bruges en flagstang i for eksempel Frederikshavn, så agerer de prompte. Flag og vimpler produceres og købes hos Aalborg Flagfabrik.
»Vi bestiller også en til at montere den bestilte Uptimast hos kunden. Om ikke så længe skal vi have faste aftaler med montører i Jylland og på Fyn og Sjælland,« siger Ulrik Mogensen.
Uptimast ApS har allerede monteret to flagstænger: en hos en privatmand i Frederikshavn og en hos et demenscenter i Fredericia. Der er flere bestillinger i ordre og henvendelser fra andre lande end Danmark.
»Vi har allerede fået henvendelser fra lande som Norge, Tyskland, Færøerne og Finland,« fortæller Per Jensen, ansvarlig for ekspeditioner og salg.
»Vi tør tænke stort. Det skal man engang imellem,« lyder det fra en glad og tilfreds Henrik Greve Nielsen.