Fortsæt til indhold

Lokal golfbane er Danmarks første i eksklusivt selskab

Efter to kåringer som Danmarks bedste bane inden for tre år er Lübker Golf & Spa Resort blevet optaget i det verdensomspændende netværk af baner, European Tour Destinations.

Samfund
sica

Med kåringer som Danmarks bedste golfbane ved World Golf Awards i både 2022 og 2024 kommer det næppe som en overraskelse for ret mange, at Lübker tilhører den europæiske elite, når det gælder golfresorts.

Nu har resortet ved Nimtofte på Djursland også fået det officielle stempel med optagelse i det eksklusive europæiske netværk European Tour Destinations, der tæller 25 golfresorts i Europa, Mellemøsten, Asien, Mauritius og Det Indiske Ocean.

Det skriver Lübker Golf & Spa Resort i en pressemeddelelse.

Lübker Golf & Spa Resort er som den første danske golfbane blevet optaget i det verdensomspændende netværk af baner, European Tour Destinations. Foto: Lübker Golf & SPa Resort

Lübker er dermed kommet i selskab med blandt andet de to Ryder Cup-baner, Le Golf National i Paris og Marco Simone i Italien.

Derudover også Costa Navarino i Grækenland og de tre mest berømte baner i Emiraterne, Emirates, Dubai Creek og Jumeirah Golf Estates, hvor der hvert år spilles finale på DP World Tour.

Golfmanager i Lübker Spa & Resort Hans Knudsen er da også stolt over anerkendelsen.

»Med afsæt i succesen fra afviklingen af Danish Golf Championship i august 2024, da Lübker for første gang lagde græs til en DP World Tour-turnering, har vi nu taget det næste skridt ved at blive det første danske medlem af European Tour Destinations, en sammenslutning af nogle af verdens mest prestigefyldte golfresorts med nær tilknytning til European Tour Group,« siger Hans Knudsen.

»Medlemskabet er ikke blot en stor anerkendelse, men vil også give os både international synlighed og adgang til værdifuld vidensdeling med nogle af Europas mest erfarne golfdestinationer. Jeg har allerede deltaget i min første netværkskonference på The Dutch i Holland, hvor det var tydeligt, at samarbejdet rummer stor værdi for alle involverede, så vi ser frem til at bidrage aktivt – og samtidig udvikle Lübker yderligere til glæde for vores gæster og dansk golf som helhed,« uddyber han.

Skelsættende år

Det er erhvervsmanden Carl Aage Nielsen, som ejer Lübker Golf & Spa Resort.

Han ser frem til, at medlemskabet af European Tour Destinations vil styrke såvel båndene til European Tour Group som Lübkers i forvejen gode renommé.

»2024 var et spændende og skelsættende år for Lübker, hvor vi for første gang stod som vært for en turnering på DP World Tour og i tilgift modtog hæderen ved World Golf Awards for kåringen som Danmarks bedste bane. Foruden Danish Golf Championship har Lübker også været værtsbane for andre store turneringer på European Challenge Tour og Nordic Golf League. Med mulighed for både hotelovernatning og køb af luksusboliger præges resortet af en pulserende fællesskabsfølelse og nyder stor genkendelse blandt danske golfere. Vi arbejder utrætteligt for, at vores gæster får en stor oplevelse og lyst til at vende tilbage, siger Carl Aage Nielsen.

Stor gevinst

Det skulle der være god chance for.

I hvert fald mener chefen for European Tour Destinations, Ian Knox, at beliggenheden midt på Djursland kun 15 kilometer fra Aarhus Airport og med Aarhus, Randers, Grenaa og Ebeltoft inden for en overskuelig radius, at Lübker bliver en en gevinst for det eksklusive netværk:

»Vi ser frem til at arbejde tæt med Carl Aage Nielsen og hans team for at udnytte de fordele og erfaringer, som Lübker høstede med afviklingen af Danish Golf Championship på DP World Tour i 2024, og vi vil gerne medvirke til at hæve niveauet for en af Europas topdestinationer for golfspillere på alle niveauer,« lyder det fra Ian Knox i pressemeddelelsen.