Fortsæt til indhold

Aarhus Kommune giver tilladelse til nedrivning af tidligere Jaka-bygning

Aarhus Kommune har godkendt A. Enggaards ansøgning om nedrivningstilladelse, og dermed kan A. Enggaard nu opstarte et udbud for at finde et nedbrydningsfirma til at stå for nedrivningen af den tidligere Jaka-bygning i Brabrand.

Samfund
ksa

Den gamle og nedslidte Jaka-fabrik i Brabrand skal rives ned. Det står klart efter, at entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard nu har modtaget nedrivningstilladelse fra Aarhus Kommune.

Det skriver A. Enggaard i en pressemeddelelse.

Ansøgningen om nedrivningen kommer på baggrund af, at det rådgivende ingeniør- og arkitektfirma Sweco i 2024 konkluderede, at betonen og bygningens bærende elementer er så ødelagte, at bygningen ikke er værd at bevare.

Hos A. Enggaard er projektudvikler Lars Thesmer Sørensen glad for, at bygningen kan rives ned.

»Vi har lyttet til både borgere og politikere og har derfor fremskyndet processen ved at søge om nedrivningstilladelse, inden vi er klar med vores byggeansøgning. Det betyder, at vi parallelt med, at vi søger om byggetilladelse, kan lave alle de nødvendige forberedelser til nedrivningen, så vi hurtigst muligt kan være klar til at tage hul på opgaven. Den slidte fabriksbygning er en stor kilde til frustration, og vi er alle enige om, at den skal væk og erstattes af noget nyt,« siger Lars Thesmer Sørensen.

Med nedrivningstilladelsen i hus igangsætter A. Enggaard nu et udbud for at finde en nedrivningsentreprenør til opgaven, og forhåbningen er, at nedrivningen kan gå i gang inden årets udgang.

A. Enggaard har udarbejdet et forslag til et kommende projekt med boliger på grunden. Forslaget er under behandling hos Aarhus Kommune, og der er derfor ikke givet byggetilladelse til det nye projekt endnu.

Dialog med beboere

Sideløbende med ansøgningen om nedrivningstilladelse har A. Enggaard fortsat dialogen med beboerne i Høiriisparken om udformningen af de fællesfaciliteter, der skal indgå som en del af det nye projekt, som A. Enggaard forventer at søge byggetilladelse på inden sommerferien.

Illustration af det nye projekt, som A. Enggaard har indsendt til Aarhus Kommune.

»Attraktive fællesfaciliteter og generelt gode rammer for fællesskab og naboskab er centrale omdrejningspunkter for den måde, vi udvikler bydele, og vi skylder virkelig beboerne i Høiriisparken at levere på netop det. Derfor er vi meget glade og taknemmelige for, at vi har en god og konstruktiv dialog med beboerne om udformningen af fællesfaciliteter både i den nye bygning og udendørs, hvor mange har efterspurgt gode, grønne områder og en legeplads,« siger Lars Thesmer Sørensen.

Beboerne i Høiriisparken har konkret nedsat et udvalg til specifikt at fokusere på de kommende fællesarealer i og omkring den nye bebyggelse, og ifølge udvalget er særligt udearealer et vigtigt fokus.

»Vi er glade for, at der nu er udsigt til, at den gamle ruin rives ned. I forhold til det nye projekt er vi meget optagede af, at vi får nogle gode udearealer med en vis størrelse og gode muligheder for ophold samt ikke mindst en rigtig god legeplads, som områdets mange børnefamilier kan få glæde af. Det er generelt vores oplevelse, at A. Enggaard er lydhøre, og at vi har en fin dialog, og det afgørende for os nu er selvsagt, at der også bliver leveret,« lyder det fra udvalget i en fælles kommentar.

Illustration af det nye projekt, som A. Enggaard har indsendt til Aarhus Kommune.

A. Enggaard vil desuden i løbet af sommeren etablere en bylivsforening i Høiriisparken - et koncept som virksomheden med succes har udrullet i flere bydele på tværs af landet. Bylivsforeningens primære formål er at skabe de organisatoriske og praktiske rammer for, at beboerdrevne aktiviteter og arrangementer ser dagens lys. Det kan for eksempel være fællesspisning, krea-klub, børneklub og så videre. Til at understøtte bylivsforeningen tilknytter A. Enggaard en bylivskoordinator, der skal hjælpe beboerne med at facilitere alle aktiviteter i bylivsforeningen.

»Samtidig kigger vi også på, om fællesfaciliteterne kan tilgodese lokalområdet i bredere forstand. Selvom et kulturhus for hele Brabrand aldrig har lagt til grund for lokalplanen, er vi bevidste om, at vores vision og kommunikation om et kulturhus har skabt forventninger, som ikke kunne indfries. Derfor kigger vi konkret på, om vi sammen med lokalområdet og beboerne i Høiriisparken kan finde en model til gavn for både beboere og lokalsamfundet, hvor for eksempel foreninger, ildsjæle og andre lokale aktører vil kunne leje sig ind og benytte fællesfaciliteterne i udvalgte tidsrum,« forklarer Lars Thesmer Sørensen.

Konkret inviterer A. Enggaard lokalområdet til en workshop til august for at afdække ønsker og muligheder for anvendelse af fællesfaciliteterne, der tilgodeser både beboere i Høiriisparken og lokalsamfundet.

Illustration af det nye projekt, som A. Enggaard har indsendt til Aarhus Kommune.