Fortsæt til indhold

»Det er mig, der finder alt det fancy nye, og så hopper de på eller lader være«

Efter 17 år med salg til supermarkeder skiftede gartneriet Sommergrønt retning i 2007. Siden har fokus været top-restauranter og egen gårdbutik. Livet som gartner er blevet »meget mere sjovt,« siger ejeren.

Samfund

»Det her burde jo ikke kunne lade sig gøre,« siger Vigge Sommer og fortsætter:

»Hvis man skulle gøre det ordentligt, skulle det hele mekaniseres. Jeg skulle have 100 hektar, mindst, og jeg skulle dyrke meget færre ting.«

Men Sommergrønt har altså kun fire hektar marker, 2.000 kvadratmeter drivhuse og dyrker rigtig, rigtig mange forskellige afgrøder: grøntsager, bær, frugt og spiselige blomster.

Alt sammen økologisk grønt, som dels sælges direkte fra Ravngårdsvej 27 ved Hadsten, dels sælges til knap 20 restauranter i Aarhus. Hvilke restauranter vil Vigge Sommer ikke sætte navn på, men han tilføjer dog:

»De er i den gode ende – dem, der vil noget ud over det sædvanlige. Ellers vil de ikke betale mine priser.«

Vigge Sommer fortæller ivrigt om særlige typer mynte, smagfulde chilifrugter med og uden styrke, den meterlange squash Tromba d'Albenga og smukke, spiselige blomster, mens han viser rundt i drivhusene. Foto: CSJ

Målet: Økologi ikke økonomi

Vigge Sommer fortæller ivrigt om særlige typer mynte, smagfulde chilifrugter med og uden styrke, meterlange squash og smukke, spiselige blomster, mens han viser rundt i drivhusene. Hans fingre er fulde af jord, og neglene er sorte. Sådan er det, når man er økologisk gartner.

Vigge Sommer og hans kone Astrid Knudsen købte gartneriet på Ravngårdsvej 27 i 1990. På det tidspunkt havde han været ansat på øko-gartneri i nogle år, men i slutningen af 80’erne var det svært at finde arbejde.

»Og nu har jeg jo den her passion og et forfærdeligt arbejdsgen, så jeg begyndte at lede efter et gartneri, jeg kunne købe. Der fandt jeg så det her,« siger han.

I sommerhalvåret har Vigge Sommer to ansatte til at hjælpe sig. I øvrigt har Sommergrønt også gang i forretningen om vinteren. Her er det blot grøntsager, som kan klare en vinter i de uopvarmede drivhuse. Foto: CSJ

Han fortsatte med at producere, som man tidligere havde gjort på stedet med den forskel, at alt blev gjort økologisk.

»Det var ufatteligt, jeg turde,« siger Vigge Sommer.

»Mit mål har altid været at være økologisk gartner – det har aldrig været et økonomisk projekt. Jeg har ikke den her trang til, at det hele skal vokse og vokse.«

17 år med supermarkeder

Ret hurtigt blev Sommergrønt en del af en gruppe af økologiske gartnerier, som leverede til Coop og Dansk Supermarked – mest Coop. Sådan fortsatte det i 17 år.

Hvert enkelt gartneri producerede kun få forskellige slags grønt.

»Interessen for økologien begyndte så småt der. Folk begyndte at få øjnene op for, at ting kan laves på en anden måde uden en masse gift,« siger Vigge Sommer.

»Men det er først inden for de seneste ti år, vi har oplevet en markant stigning. Og så alligevel er økologi jo stadig en niche på en eller anden måde – og det er jo trist,« fortsætter gartneren.

Et hul i markedet

Det krævede en del mandskab at producere til supermarkederne, og økonomien i det løb ikke rundt.

»Jeg kunne se, at det ikke kunne fortsætte, så jeg måtte finde på en udvej: Hvordan kunne gartneriet overleve? Og det lå egentlig lige for. Jeg har altid haft interesse for at dyrke en masse forskelligt, og nu var muligheden der for at gå fra ti produkter til 100,« siger Vigge Sommer, som lod sig inspirere af Frankrig og storbyer rundt om i verden, hvor der er tradition for, at restauranter er knyttet til et bestemt gartneri.

»Jeg har altid haft interesse for at dyrke en masse forskelligt, og nu var muligheden der for at gå fra ti produkter til 100,« siger Vigge Sommer om beslutningen om at skifte fokus fra supermarkeder til restauranter. Foto: CSJ

Der var bare lige ét problem: Vigge Sommer bryder sig ikke om at sælge sine egne ting.

»Men Astrid og min søn kunne lokkes til det. De tog simpelthen rundt til Aarhus’ restauranter med en kasse fyldt med en pæn bunke af produkter. Og der ramte vi altså lige ned i et hul i markedet. Det, vi kom med, manglede, og det var unikt,« siger gartneren, som altså fra omkring 2007 begyndte at levere til nogle af Aarhus’ bedste restauranter.

»Fordi vi producerede så mange spændende ting, kunne vi også inspirere dem og de os. I dag er det mig, der finder alt det fancy »nye«, og så hopper restauranterne på eller lader være.«

Til den »faste lille kundekreds«, som Vigge Sommer kalder det, leverer Sommergrønt hver dag.

»Det er vores force, at vi servicerer. Står de lige og mangler noget bestemt, så kommer vi med det. Og det er frisk – høstet på dagen eller dagen før.«

Ud over de knap 20 Aarhus-restauranter leverer Sommergrønt også til Hadsten-spisestedet Skafferiet. Men Vigge Sommer »siger nej, hvis der bliver ringet fra Skanderborg.«

»Det handler om, at vi ikke gider bruge en halv dag i en bil,« siger han.

I sommerhalvåret har Vigge Sommer to ansatte til at hjælpe sig. I øvrigt har Sommergrønt også gang i forretningen om vinteren. Her er det blot grøntsager, som kan klare en vinter i de uopvarmede drivhuse.

Med sit small farming-koncept, hvor kunderne er restauranter og slutforbrugeren i gårdbutikken, er livet som gartner blevet »meget mere sjovt,« siger Vigge Sommer:

»Vi havde det bestemt også sjovt i begyndelsen, hvor vi leverede til supermarkederne – der var jo sådan en pionerånd dengang. Men efterhånden som tankerne om økonomien tog over, var det ikke så sjovt mere. Så man kan sige, at vi er vendt tilbage til, at det kun er sjovt.«