Fortsæt til indhold

Farvel til en uvurderlig støtte i både politik og privatliv

Samfund
LNT

Medlem af Norddjurs Kommunalbestyrelse, Ulf Harbo, skriver mindeord over Elsemarie Brøndum, Glesborg Lyng, som i en lang årrække har været aktiv på venstrefløjen og en stor støtte for Ulf Harbo i hans politiske virke, både hos Enhedslisten og siden hos den nye lokalliste, Natur- og Velfærdslisten.

Elsemarie Brøndum sov stille ind 9. juli 2025. Hun blev 77 år.

Mindeordet bringes med Ulf Harbos tilladelse.

Så fik jeg godt nok åbnet op for tårekanalerne, hvilket er sket mange gange siden min gode ven Elsemarie Brøndum blev erklæret terminal for små 2 måneder siden.

Elsemarie har været der hele mit 48-årige liv som en altid glad, smilende og krammende ven af familien, som har set og forstået mig og også altid har set og draget omsorg for mine egne børn, da de kom til verden, den første for 19 år siden.

Elsemarie har altid været der for andre, bidraget til fællesskabet og set og forstået børn.

Elsemarie har kendt min far fra de var børn i Hadsund og været min mors bedste ven de sidste 50 år.

Elsemarie er pensioneret børnehaveleder i Bønnerup og har de sidste 12 år været helt utroligt opbakkende i forhold til undertegnedes kommunalpolitiske virke som mangeårigt bestyrelsesmedlem i Enhedslisten Norddjurs og siden min eksklusion som medlem af min nye lokalliste.

Gang på gang har hun stillet op og forsvaret mig og sat tingene på plads i Lokalavisen og på tv, og hun var også straks klar til at bakke op om min nye lokalliste Natur- og Velfærdslisten.

Elsemarie kunne ikke holde ud at se sig selv i fjernsynet, fordi hun synes, hun så så forfærdelig gammel ud, men hun gjorde det alligevel for min skyld, og hun gjorde det altid utroligt godt.

Elsemarie holdt sig ung af sind med sin positive livsførelse og aktive liv og følte sig jo på ingen måde så gammel, som hun synes, hun så ud.

Elsemarie har i mange år gjort et kæmpe arbejde med at hente madspildsvarer og lave madspildsaftener i Rimsøhuset.

Første maj har hun også lavet de sidste 3 år i Rimsøhuset, og også i år knoklede hun hele dagen i køkkenet på trods af sin fremskredne kræftsygdom, som hun troede var behandlet, efter hun fik fjernet en knude på 3 kilo for noget tid siden.

For 3 år siden ringede Elsemarie til mig en formiddag og sagde, at nu skulle jeg altså komme ned i den nye sauna i Bønnerup, fordi det var så fantastisk.

Det var jeg betænkelig ved, fordi jeg altid har haft det svært med varme og besvimede i saunaen i Grenaa for 12-13 år siden på grund af varmen.

Men jeg lyttede til hende og kom ned i saunaen, og det har siden haft enorm positiv betydning for mig både i forhold til mental og fysisk sundhed og i forhold til nye positive bekendtskaber og venner at hoppe i havet og gå i sauna nogle gange flere timer i træk.

Elsemarie har været der for utroligt mange mennesker og er højt elsket af mange og vil i den grad blive savnet.

Min far og jeg fik besøgt hende og sagt farvel i hendes dejlige hus på Glesborg Lyng og spillet nogle sange for hende og 2 af hendes søstre og en niece, og jeg vil aldrig glemme, hvordan hun til sidst stod og vinkede farvel i sin indkørsel, efter at hun endnu en gang havde draget omsorg for sine gæster med sin empati og nærvær på trods af sin terminale tilstand.

Hvil i fred, kære Elsemarie.