Fortsæt til indhold

Nabovirksomhed frygter daglige lugtgener og stank fra nyt affaldsanlæg

Placeringen af nyt omlastningsanlæg på Industrivej i Ryomgård møder modstand fra nabovirksomheden JIFFY A/S, der frygter, at medarbejdere og kunder jævnligt må klemme næserne sammen for at undgå stanken fra anlægget.

Samfund

Verdis A/S har ansøgt om miljøgodkendelse til omlastning af rest- og madaffald på Industrivej 7-11 i Ryomgård.

Da de to fællesindsamlede affaldsfraktioner mad- og restaffald ikke har samme modtageanlæg, er omlastning nødvendig for at optimere renovationsbilernes kørsel på deres respektive ruter.

Det er konsekvenserne af et EU-udbud, der kræver en effektiv omlastning af affald for at optimere transporten til behandlingsanlæg i Aalborg og Lisbjerg.

Placeringen af det nye anlæg skaber bekymring hos nabovirksomheden JIFFY A/S.

Vi hører først om det efter, at vi modtager skrivelse fra kommunen om de to ugers høring

Anlæggets placering

Anlægget skal ligge på det areal, som Rygård Transport ejer på Industrivej, og som Verdis bruger som hjemsted til sine affaldsbiler.

Anlægget består af en modulopbygget rampe, som lastbilerne skal bakke op ad. Bag rampen er de to containere placeret, som henholdsvis mad- og restaffald læsses over i.

Verdis A/S har anmeldt projektet i henhold til VVM-bekendtgørelsen, og Syddjurs Kommune har vurderet, at virksomhedens aktiviteter ikke vil påføre miljøet væsentligt, og derfor ikke er VVM-pligtig.

VVM står for »Vurdering af Virkninger på Miljøet« og er en proces, der bruges til at vurdere de miljømæssige konsekvenser af større anlægsprojekter.

Miljøhensyn

Omlastning af affald kræver en miljøgodkendelse, der blandt andet stiller vilkår for aktivitetens støv, støj og lugt.

Virksomhedens overholdelse af miljøgodkendelsens vilkår kontrolleres ved tilsyn, der udføres af kommunen hvert tredje år.

Syddjurs Kommune vurderer i den aktuelle sag, at der ikke er planmæssige eller miljømæssige hindringer for at etablere anlægget på det ansøgte sted. Verdis A/S har planlagt, at affaldet skal omlastes via en modulbygget rampe, og containerne vil være væsketætte og have faste låg for at minimere lugtemission, affaldslugt og skadedyr.

Frygt for lugtgener

Direktør Peter Udsen fra JIFFY A/S er kritisk overfor placeringen af omlastningsanlægget lige overfor virksomhedens indgang og parkering.

»Vi hører først om det efter, at vi modtager skrivelse fra kommunen om de to ugers høring. Lige midt i sommerferien,« siger Peter Udsen.

Han frygter, at anlægget vil medføre lugtgener for medarbejdere og kunder.

»Jeg synes godt, vi kunne have været taget med på råd. Vi frygter, at det kommer til at lugte,« tilføjer han. Placeringen af anlægget tæt på to andre virksomheder og Ryomgård Bypark forstærker bekymringen.

Tillid til processen

Direktør Morten Therkildsen fra Reno Djurs, som har en aftale med Verdis A/S om affaldsindsamlingen på Djursland, tror på, at tingene vil løse sig.

»Anlægget ligger i et industriområde, hvor der i forvejen kører mange lastbiler fra og til. Nu får vi den her høringsperiode, og så må vi se, hvad høringssvarene siger. Jeg er sikker på, at Verdis har tænkt meget over placeringen og vil gøre alt for ikke at genere naboer og andre,« siger Morten Therkildsen.

Godkendelse af den ansøgte omlastningsaktivitet skal behandles efter Miljøbeskyttelseslovens bestemmelser med to ugers høringsperiode og fire ugers klagefrist, oplyser Syddjurs Kommune.

Høringsperioden sluttede reelt 21. juli.