Fortsæt til indhold

Startede firma trods massiv modvind: »Det var som om, de vil holde en hel branche nede«

Ebeltoft Bådudlejning slog i starten af juli dørene op - som et af få tilbud om vandsport i Ebeltoft. Det kom bag på Jesper Skovsen, der også oplevede en del bøvl undervejs i kampen for at give sin vision luft under vingerne.

Samfund

Der er kommet en ny beboer til i Ebeltoft Havn. I starten af juli-måned slog Ebeltoft Bådudlejning - med lokale Jesper Skovsen ved roret - nemlig dørene op med tilbuddet om oplevelser på vandet til både fastboende og turister.

Et tilbud, som stifteren og indehaveren har savnet i Ebeltoft i mange år, forklarer han.

»Jeg har i mange år tænkt, at der manglede noget bådudlejning i selve Ebeltoft - og manglet oplevelser på vandet. Mit andet firma har lidt lavere aktivitet i sommermånederne, så nu tænkte jeg, at der var en chance for at få det her op at stå,« fortæller Jesper Skovsen.

Til dagligt lever han af at sælge såkaldt CBD-olie - et produkt af hamp-planten uden det psykoaktive stof THC - i virksomheden Cannol i Kolind. Nu supplerer han så sit entreprenør-cv med vandsport og turistoplevelser til søs i Ebeltoft Bådudlejning.

Se byen fra vandsiden

Ifølge Jesper Skovsen er der en efterspørgsel på vandsportsoplevelser blandt turisterne. Gennem bekendte i sommerhusudlejningsbranchen hørte han mange turister efterspørge noget at give sig til på vandet, forklarer han.

Så den idé, der længe havde rumsteret inde i hans hoved, skulle der nu rykkes på.

Opstarten er for så vidt gået godt, forklarer han. De første lejere af de to små både, han har liggende, samt de gennemsigtige kanoer har været forbi, men Jesper Skovsen var også godt klar over, at den nye biks nok skulle løbes i gang stille og roligt.

»Jeg har jo prøvet at starte virksomhed før, så jeg ved, at man lige skal i gang, og folk lige skal finde ud af, man findes. Så at det er startet stille og roligt ud, havde vi regnet med,« siger han.

Generelt føler indehaveren, at den nye bådudlejning på lystbådehavnen er blevet taget godt imod.

»Der har allerede været mange forbi og spørge nysgerrigt ind. Alle dem, der har været forbi, har været positive over for idéen - og flere har tilkendegivet, at de også synes, det har manglet. Både til de lokale og til turisterne,« siger Jesper Skovsen.

Modvind i starten

Helt så positivt stemt over for idéen var det dog langt fra alle, der var, fortæller Jesper Skovsen.

Han var faktisk nærmest blevet advaret i forvejen om, at bådudlejning er en ganske vanskelig udlejningsform at kaste sig over - på grund af manglende vilje blandt i hvert fald danske forsikringsselskaber til at forsikre materiellet, som Jesper Skovsen har indkøbt, forklarer han.

Der er nemlig ikke lovkrav om forsikringer til både under speedbåd-certifikat, som Jesper Skovsens både er, men Ebeltoft Havn stiller krav til det for at få plads i havnen.

»Der var dem, der mente, at dét blandt andet var grunden til, at der ikke var udlejning i Ebeltoft. Kravet om forsikringer, fordi ingen selskaber vil røre det med en ildtang. Og det var da også lige ved, at det ikke blev. Jeg var vel igennem 15 forsikringsselskaber herhjemme - og lige så snart, jeg nævnte udlejning, så var svaret bare: ”Nej.”,« siger han.

Frygt for førstegangssejlere

Tanken om, at bådens besætning skiftede dagligt - og der nok i høj grad var tale om førstegangssejlere, skræmte forsikringsselskaberne væk. Og til stor undren fra Jesper Skovsens side.

»Du kan leje en bil. Du kan leje en motorcykel. Du kan leje et hus. Hvorfor så ikke en båd?« siger han og fortsætter:

»Det var et kæmpe skrækscenarie. Jeg sad med en følelse af, at det ikke kunne lade sig gøre – det var som om, at forsikringsselskaberne holdt en hel branche nede.«

Så Jesper Skovsen ringede til lignende udlejningsfirmaer, der kunne genkende problematikken, og sendte ham i retning af et tysk selskab med en dansk afdeling, der intet havde imod at forsikre bådene.

»Så jeg tog den hjem på ren stædighed,« siger han og fortsætter:

»Det var en træls situation at stå i. Og det er også lidt tankevækkende, at jeg var nødt til at finde et tysk selskab - dog med en dansk afdeling - for at få det til at lykkes. Men det er også heldigt. Der er nok andre med samme idé, der ringer til de første fem danske selskaber, og så rammer de den her mur.«

Men nu er der åbent for bådudlejning i Ebeltoft Havn - og de fire glaskanoer og to små både kræver ikke certifkater af nogen art at leje, forklarer Jesper Skovsen. Blot at man ér fyldt 18 år.

Han håber på, at han på længere sigt kan udvide inventaret - og så holder han sig konstant opdateret på, hvad der rører sig i vandsportens verden.