Skanderborg skiller sig ud: Her er de mest populære babynavne
Danmarks Statistik er igen klar med en statistik over de mest populære babynavne - og i år skiller Skanderborg Kommune sig ud. Det mest populære navn på landsplan er slet ikke med på listen i Skanderborg.
Danmarks Statistik har netop offentliggjort listen over de mest populære babynavne i 2024. Her ligger Emma og Oscar i top som de mest populære navne til nyfødte i fjord.
16 ud af 1.000 nyfødte piger fik sidste år navnet Emma og lige så mange drenge blev navngivet Oscar. Begge navne har også tidligere været på førstepladsen over de mest populære babynavne. Emma var senest det mest populære pigenavn i 2019, mens Oscar var det mest populære drengenavn i 2021.
Men i Skanderborg er det andre navne, der topper listen over de mest populære babynavne. Oscar er slet ikke med på listen over de mest populære drengenavne i Skanderborg – færre end tre nyfødte drenge i kommunen fik sidste år det navn. Emma er med på listen, men på en delt 3. plads.
I stedet topper Karla listen over de mest populære navne til nyfødte piger i Skanderborg Kommune, mens Alfred ligger i top på listen over de mest polulære drengenavne.
Når forældre skal vælge navne til deres nyfødte, er det især navnets lyd, der afgør navnevalget. Og så bliver valget også påvirket af film, tv-serier og andre kulturelle referencer, som forældrene er blevet eksponeret for.
Det fortæller navneforsker Birgit Eggert fra Københavns Universitet.
»De navne, der bliver populære, har en lyd, som forældrene er enige om, at de godt kan lide. Men valget af navne hænger også sammen med, hvad forældrene er blevet eksponeret for,« siger hun.
Emma har siden midten af 1990’erne ligget højt på listerne over de mest brugte babynavne og toppede allerede listen i 1998.
Danske forældre havde sidste år - ligesom tidligere år - en forkærlighed for pige- og drengenavne med to stavelser. Derudover valgte forældrene overvejende pigenavne, der slutter på a.
Ud over Emma var de mest brugte pigenavne til nyfødte sidste år Ella, Luna, Alma, Frida, Olivia, Ida, Agnes, Karla og Nora.
De ti mest populære drengenavne var - ud over Oscar - Carl, William, Noah, August, Emil, Oliver, Alfred og Theo.
Årets højdespringer blandt pigenavnene er Kaja. Kaja er gået fra at være det 68. mest brugte pigenavn i 2023 til sidste år at lande på en 47. plads.
Blandt drengenavnene er det Atlas, der har taget det største ryk opad.
I 2023 lå Atlas på en 75. plads, mens det sidste år var det 42. mest brugte navn til nyfødte drenge.
Ser man på de enkelte landsdele, var Emma og Oscar kun de mest populære henholdsvis pige- og drengenavne i én del af landet.
Flest piger blev navngivet Emma i Sydjylland, mens flest drenge fik navnet Oscar på Østsjælland.
I 2023 år var Frida og Carl de mest brugte babynavne.