Lederne af et nyt unge-krisecenter er sagt op allerede før det åbner – men der er håb forude
Efter mere end et års arbejde er Teenhouse endnu ikke åbnet, og bestyrelsen har nu opsagt de to ledere, mens det ihærdigt arbejder på at slå dørene op for kriseramte unge.
Idéen er rigtig god og behovet stort: Aarhus skal have et krisecenter til unge, der ikke kan bo derhjemme. Det skal være slut med børn, der bor på gaden, og som får det værre og værre, mens de kæmper for at få hjælp.
Derfor har socialministeriet givet 8,6 millioner kroner til et fireårigt projekt, som går ud på at etablere Teenhouse. Den gode sag har desuden fået mere end tre millioner kroner fra firmaer og fonde.
Men før krisecentret har fået en fysisk tilstedeværelse i form af et hus, er det stødt på store udfordringer i samarbejdet mellem ledelsen og bestyrelsen.
Redaktionen har været i kontakt med flere af de involverede, som alle henviser til bestyrelsesformanden Claus Hommelhoff.
Han udtaler sig på bestyrelsens vegne.
Claus Hommelhoff bekræfter, at den har opsagt de to ledere, der også er initiativtagerne til projektet: pædagogisk psykolog Suzanne Baltzersen og civiløkonom Laila Branik.
»Jeg kan ikke udtale mig i detaljer om grunden, da det er en personalesag. Men jeg kan forsikre, at det gode arbejde med at etablere et trygt tilbud til unge, der har brug for det, fortsætter,« siger den kendte erhvervsmand og formueplejer Claus Hommelhoff
Bestyrelsen, der har truffet den overraskende beslutning, består af stærke og meget erfarne kræfter med baggrund i Carlsbergfondet, byrådet, regionen, psykologrådgivning af børn og unge og erhvervsbranchen.
Unge direkte fra gaden
I februar 2024 bragte vi nyheden om Teenhouse, da initiativtagerne begyndte at søge penge til idéen.
Dengang sagde Suzanne Baltzersen, der har mere end 25 års erfaring som leder af døgninstitutioner for omsorgssvigtede børn og unge:
Teenhouse skal først og fremmest være et fysisk sted, hvor de unge bare kan møde op og få omsorg og rådgivning. Det skal også levere brobygning og vejledning i trygge rammer.
»De unge skal kunne komme direkte ind fra gaden, og alle vil blive tilbudt mad, et bad og en samtale med en børnefaglig medarbejder. De skal føle sig trygge og opleve, at vi gør det her sammen,« sagde Suzanne Baltzersen.
Claus Hommelhoff kan på nuværende tidspunkt ikke gå i detaljer omkring en fremtidig ledelse af Teenhouse eller om det rent faktisk får fysiske rammer i Mejlgade, hvilket har været på tale.
»Vi er i fuld gang med at komme videre, og vi tror stadig 100 procent på projektet. Det her handler om at hjælpe de unge, og det arbejder vi fortsat på,« siger Claus Hommelhoff.
Bestyrelsen er blevet indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling efter sommerferien. Den består af:
Formand Claus Hommelhoff, der er erhvervsmand og investor.
Peter Sporleder, der er sognepræst og byrådsmedlem.
Bent Hansen, der er tidligere regionsrådsformand.
Renée Toft Simonsen, der er psykolog og forfatter.
Flemming Besenbacher, der er professor og tidl. formand for Carlsbergfondet.
Desuden har Karin Salling, der er næstformand i Sallingfondene, haft rollen som protektor.