Fortsæt til indhold

Seniorbofællesskab har lange udsigter: »Men vi har alderen imod os«

Kommuneplanen for Syddjurs gældende fra 2024 har ikke medtaget et ønske fra Feldballe om at kunne bygge et seniorbofællesskab på en af skolens fodboldbaner. Det vækker forundring og skuffelse hos seniorerne i Feldballe Fællesbo.

Samfund

En gruppe seniorer i Feldballe fik en lang næse, da de læste den netop vedtagne kommuneplan for Syddjurs. Det viste sig, at deres ønskede placering for et seniorbofællesskab på en af skolens kommunale fodboldbaner var blevet udlagt til et helt andet formål. Arealet ligger mellem Feldballe Skole og Friland.

De følte sig ellers nogenlunde optimistiske i deres ønske om at kunne overtage en af skolens fodboldbaner. Ideen havde både mødt velvilje hos fem kommunalpolitikere ved et indledende borgermøde i marts 2024, og i en ansøgning til kommunen om forkøbsret havde den fået 100 procent opbakning med skriftlige erklæringer fra Feldballe Skole, Idrætsforeningen TGF og Friland.

Gruppen blev dannet efter mødet i marts med ti-tolv af mødets 32 deltagerne. De er en forening, Feldballe Fællesbo, og har siden arbejdet videre med projektet og ønsket om at bygge 15-20 boliger af forskellig størrelse.

Henvist til et andet område

Ud over kommuneplanens negligering af planerne har Feldballe Fællesbo også modtaget et nej fra planafdelingen om forkøbsret til boldbanen. Ifølge afslaget skal arealet friholdes til fremtidig kommunal brug, sandsynligvis til fodbold og idræt.

Med afslaget fulgte en henvisning til et andet område ved Feldballe. Der er tale om et landbrugsareal på cirka 1 hektar, som ejeren kun er interesseret i at afstå, hvis det sker i en jordfordeling.

»Men det kan have lange udsigter. Vi bor jo spredt og kan ikke gå ind og tilbyde erstatningsjord,« konstaterer Jens Peter Mølgaard fra Feldballe Fællesbo.

Nu sidder han og resten af arbejdsgruppen tilbage med stor forundring over, at arealet er blevet låst for dem, trods al den opbakning, de har mødt. De håber nu, at der alligevel kommer en løsning, idet Distriktsråd Feldballe og Omegn er gået i dialog med planafdelingen i Syddjurs Kommune, og det forlyder at kommunen er velvillig i forhold til en proces med jordfordeling. Og ellers satser de på at få udarbejdet et kommuneplantillæg, der tillader seniorboligbyggeri på banen.

»Vi er selvfølgelig utålmodige, for vi har jo alderen imod os,« siger Eva Therkildsen, der siden starten for fire år siden, nu er blevet 76 år.

Gensidig godt naboskab

Eva Therkildsen, Anne-Marie Foged, Jens Peter Mølgaard og Poul Damgaard, der har sat avisen stævne i Kooperativets café i Feldballe, er overbevist om, at naboskabet til skolen og børnehuset kan have fordele for alle tre parter.

»Det ligger perfekt i forhold til seniorbofællesskabets ønsker om samarbejde med skolen og børnehuset.«

Jens Peter Mølgaard har tanker om at blive skoleven, og Poul Damgaard peger på, at skolen og børnehaven kan få glæde af bofællesskabets faciliteter, for eksempel orangeri, have og hønsehold, ligesom beboerne i seniorbofællesskabet kan benytte nogle af skolens faciliteter.

»Vi går alle meget op i at være en aktiv del af lokalsamfundet,« understreger Anne-Marie Foged.

Der er masser af fordele ved seniorbofællesskaber, både for dem selv og fordi der kan være besparelser i de kommunale udgifter, siger de.

»Som ældre skal vi gøre mere selv. I et seniorbofællesskab kan de stærke hjælpe de mindre stærke, og det er med til at forebygge ensomhed. Der er brug for at organisere os på andre måder i fremtiden.«

”Og det er jo helt i tråd med Syddjurs Kommunes sundheds- og ældrepolitik 2023-026, hvor især aktive frivillige fællesskaber bliver set som et vigtigt led i kampen mod ensomhed blandt ældre,» tilføjer Anne-Marie Foged.

Hun suppleres af Poul Damgaard:

»Vi forsøger bare, i al beskedenhed, at virkeliggøre nogle af de gode intentioner, man kan læse i kommuneplanens afsnit om »Bæredygtig bosætning«.

Riber Hog Anthonsen, formand for sundheds- og ældreudvalget, bakker op om etableringen af seniorbofællesskabet i Feldballe op. Foto: Lars Norman Thomsen.

Opfordrer til kommuneplantillæg

Riber Hog Anthonsen, formand for sundheds- og ældreudvalget, deltog i mødet i marts 2024. Han er fortsat meget velvilligt indstillet i forhold til placeringen af seniorbofællesskabet på boldbanen. Han husker godt, at det oprindelige areal, der var på tale, netop tilhørte en landmand, og at denne ikke var glad for at afstå dette.

Riber Hog Anthonsen peger på, at der altid er mulighed for at lave et kommuneplantillæg. Det kræver blot, at politikerne i erhvervs- og planudvalget siger ja, idet deres holdning altid vil altid kunne overtrumfe den administrative indstilling, forklarer han.

Han minder samtidig om, at kommuneplanen bygger på analyser af, hvordan og hvor behovet er rundt om i kommunen, og han kender ikke begrundelsen fra forvaltningen for, at man har valgt den anden løsning for boldbanen.

»Der kan jo altid være gode argumenter for det ene eller det andet, men jeg vil opfordre dem til at gå den vej.«

Formand for erhvervs- og planudvalget Kasper Kolstrup Møller er hundrede procent indstillet på at bakke om om planerne. Foto: Lars Norman Thomsen.

»Kommunalplantillæg tager næsten et år«

Formand for erhvervs- og planudvalget Kasper Kolstrup Møller er ked af, at seniorerne har oplevet det som en frustrerende proces om boldbanen.

»Men jeg er både som konservativ og som udvalgsformand hundrede procent positiv overfor ideen om at lave et seniorbofællesskab og at give dem nogle muligheder, .«

Han husker at der kom mange gode ideer ved mødet i 2024, men at der manglede en konkret plan.

»Projektet var i sin spæde opstart. Nu er de ved at være klar til at sætte i gang, og det skal vi selvfølgelig understøtte. Hvis det er noget, der kan passe ind i spil med resten af byen og som holder det i gode rammer,så er jeg hundrede procent indstillet på at bakke op og se, om vi kan finde en mulighed for, at de kan komme i gang.«

Han tilføjer:

»Der er nogle gode tanker bag, og nogle folk der virkelig har noget drive for at få det her op at stå.«

Kasper Kolstrup Møller tilføjer, at et kommuneplantillæg jo ikke kun tager fjorten dage.

»Det er næsten lige så omfattende som at lave en kommuneplan. Det tager næsten et år.«

Med kommunalvalget lige om hjørnet, det vil sige 18. november i år, tænker han, at det bliver en sag for det nye byråd.