Købmanden har ikke været hjemme, siden butikken åbnede
Købmand Peter Olsen, Min Købmand i Nimtofte, arbejder syv dage om ugen og har ikke været hjemme i sit hus i Asnæs siden åbningen i maj 2024.
Min Købmand i Nimtofte åbnede i maj 2024 i byens tidligere Dagli’ Brugsen-lokaler efter et initiativ fra lokale borgere og 360 solgte anparter. Byens butik havde på det tidspunkt været lukket i seksten måneder.
Peter Olsen blev ansat som købmand, og han er godt i gang med at lave de ændringer, der vil gøre det til den butik, han gerne vil stå for. Han giver sig hundrede procent, og har for eksempel ikke været hjemme i Asnæs, hvor han stadig har hus og hvor hans hustru bor, siden han startede som købmand i Nimtofte.
Nye varenumre
Peter Olsen har lavet alle hylder om, har kigget på selve indretningen, og har flyttet rundt på varer. Han har også fået tusind nye varenumre ind i forretningen.
»Jeg har gennemgået hvert eneste sortiment og kigget på, hvad der bliver solgt og hvad der ellers kunne blive solgt. Og så er slow-movere røget ud, det vil sige varer, der er for lidt og for langsomt salg i. Jeg tager det fra en ende af og etablerer afdelingerne på ny.«
Peter Olsen regner med, at det vil tage mellem tre og fem år at komme igennem hele butikken på den måde. Han tager ting ind, han selv synes er spændende, og så lytter efter sine kunder, inden han laver ændringer.
»Jeg er jo i butikken hver dag og ønsker at kende mine kunder. Jo mere åbenmundet de er, jo bedre er det.«
Vareudbuddet er selvfølgelig bygget op ud fra købmandskæden Dagrofas sortiment, men han har også varer fra enkelte lokale leverandører. Det vil han gerne have meget mere af, og han opfordrer derfor til, at leverandørerne selv henvender sig, eller at kunderne hjælper med kontaktinfo til de leverandører, de gerne vil købe varer fra hos Min Købmand i Nimtofte.
»Jeg kan rigtig godt lide at være købmand i Nimtofte og glæder mig til at få lavet butikken, så folk valfarter hertil fra nær og fjern.«
Har prøvet mange fag
Peter Olsen har altid arbejdet meget i alle de fag, han har været igennem.
»Det er også derfor, jeg gennem tiden har haft rimelig god succes.«
Han har blandt andet haft en Imerco-butik sammen med sin hustru, været ejendomsmægler, arbejdet som salgskonsulent i dagligvarehandlen, været ansat som møbelsælger, afdelingsleder DanCenter samt været købmand tre forskellige steder inden Nimtofte
Han kan lide det udfordrende job som købmand, hvor han har mange forskellige kasketter på: bestille varer, rengøring, at tage overordnede beslutninger, bage bake off hver morgen, personaleansvar, alt det administrative, lager og opfyldning af varer, passe OK-tank med mere.
»Jo, jeg kan godt lide at have fingrene i alt,« smiler han.
Syv dages arbejdsuge
Peter Olsen flyttede til Nimtofte i foråret 2024, da han overtog posten som købmand. Han kommer fra Asnæs i Odsherred på Sjælland, og han har stadig sit hus og sin hustru der.
Han er gået hundrede procent ind i jobbet. Han bor på den anden side af gaden i den gamle købmandsgård, og har ikke været hjemme i Asnæs siden 2024, da han overtog forretningen. Her arbejder han syv dage om ugen, og starter hver dag klokken 05.30. Hver anden uge går han hjem senest klokken 20, og hver anden uge har han fyraften klokken 15.
Hans hustru kommer til Nimtofte hver anden uge og arbejder som købmandsfrue. I disse uger er det, at Peter Olsen går hjem klokken 15. Hun laver blomsterdekorationer og maler i øvrigt også, og man kan se hendes malerier i kælderen under Min Købmand.
Hans og hustruens voksne børn ser han kun, når de besøger ham i Nimtofte. Og det gælder sikkert også det barnebarn, han netop er blevet morfar til.
»Jeg er nødt til at være her konstant. Mens butikken var lukket, har nogle af kunderne fundet andre græsgange, hvilket er både logisk og helt forståeligt. Men det går fremad, og så længe det går den vej, jeg havde håbet på, skal jeg bare lave nogle flere tiltag for at øge kundetallet. Det er det, jeg arbejder på, men ting tager tid.«