Fortsæt til indhold

Tidligere højskole-forstander er død

Døtrene til Jørgen Nørgaard skriver her et mindeord over deres far, som er gået bort i en alder af 91 år.

Samfund
Jørgen Nørgaards to døtre

Jørgen Nørgaard, 91 år, tidligere forstander og højskolelærer på Nørgaards Højskole har fået fred.

Jørgen kom til Hadsten i 1963 for at arbejde som højskolelærer, på den højskole hans forældre havde stiftet, Nørgaards Højskole, der fra 1955 - 1972 havde til huse på Vesselbjergvej i Hadsten.

Højskolen var sat i verden for at hjælpe mennesker med funktionsnedsættelser tilbage til arbejdslivet og for at give dem nyt håb for et bedre liv med deres handicap.

Da Jørgens far pludselig døde, overtog Jørgen i en alder af blot 33 år forstanderrollen og derned ledelsen af højskolen i samarbejde med sin mor.

Da højskolen i 1972 flyttede til Bjerringbro, valgte Jørgen at træde tilbage som forstander og blev højskolelærer på skolen. Det gav ham mere tid til sin familie, men også til at være særdeles aktiv med folkeskolepolitisk arbejde både som skolenævnsformand på Hadsten Skole samt i skolekommissionen. Han var også aktiv i byens lokalpolitik, i Amnesty International med flere.

Jørgen Nørgaard forblev at være højskolelærer og kursusleder på Nørgaards Højskole, til han gik på pension. Efter sin pension blev Jørgen rejseleder for ’Ældre på Højskole i Udlandet’ med base i Jelling, og han rejste verden rundt heriblandt mange rejser til Grønland, Kina, Sydafrika og Normadiet i kølvandet på D-dagen.

Da Jørgen som 80-årig blev halvsidelammet efter en hjerneblødning, flyttede han til Ålsgårde i Nordsjælland for at være tæt på sine to døtre.

Jørgen efterlader sig to voksne døtre, fem børnebørn af kød og blod og en del flere af sammenbragte familier.

Jørgen Nørgaard begraves fra Frederiksberg Kirke i København 5. august.

Nørgaards Højskole i Bjerringbro fungerer i dag i bedste velgående og runder de 70 år i 2025.