Vi ved endnu ikke, om genåbnet landevej aflaster E45
Vejdirektoratet har endnu ikke tal, der viser om nyåbnet landevej mellem Randers og Aarhus aflaster trafikken på E45.
Tirsdag 10. juni blev den gamle hovedvej mellem Randers og Aarhus genåbnet efter halvandet års lukning.
Dengang talte Din Avis med utallige bilister, der glade fortalte, at de hellere ville tage Gl. Århusvej end motorvejen.
Kommunaldirektør Jesper Kaas Schmidt spåede, at trafiktallet ville stige markant i begyndelsen, fordi alle ville prøve vejen igen og lige kaste et blik ind på den skandaleramte jordskreds-rumlende lerbakke ved Ølst.
Han forudså også, at trafiktallet på et tidspunkt ville falde til et leje fra før Gl. Århusvej blev oversvømmet af jord.
Men hjælper det så på trafikken, at den gamle landevej mellem Randers og Aarhus endelig er farbar igen?
Vanskeligt at vurdere
Din Avis har spurgt Vejdirektoratet.
Landevejen mellem Randers og Aarhus er nu genåbnet, ved Nordic Waste. Er der allerede nu trafikmålinger på E45, der viser, om landevejen Gl. Århusvej har aflastet motorvejsstrækningen?
»Vi har ikke konkrete trafiktal, der viser, om genåbningen af landevejen har haft en aflastende effekt på E45. Det er vanskeligt at vurdere effekten endnu, da trafikken i øjeblikket er præget af feriesæsonen, hvor trafikmønstrene afviger fra det normale,« skriver Vejdirektoratet i en e-mail til Din Avis Randers.
Så vi må vente med svaret og blot glæde os over, at vejen er farbar.
Vejåbning gav lettelse
Gl. Århusvej blev begravet under tonsvis af jord efter et jordskred ved Nordic Waste 19. december 2023.
Vejen er blevet omfattende genopbygget i tre zoner: 210 meter totalgenopbygning, 370 meter med tunge reparationer og 500 meter nyt slidlag.
Desuden er der blevet etableret nye cykelstier, dræn og vejafvanding. Den lille rasteplads, der blev ødelagt i jordskreddet, er dog ikke blevet genskabt, da en større rasteplads ligger få hundrede meter sydpå.
For Ølst-området betyder åbningen ro på de små sogneveje, der har været belastet af den omdirigerede trafik i halvandet år.
Under åbningsfejringen glædede Jan K. Jensen, formand for Ølst Borgerforening, sig over, at den tunge trafik nu igen kan rykkes tilbage på hovedstrækningen, og busserne kan begynde at køre på den gamle rute igen.
Det var også en stor lettelse for folk som Peter Kjærsgaard og John Madsen fra Årslev, der havde set frem til at slippe for den overbelastede trafik på de lokale veje. De mener, at den gamle landevej er både bredere og tryggere end motorvejen, og de var glade for at kunne køre på den igen.
Genopbygningen blev udført af entreprenøren Arkil A/S og kostede mindre end de oprindelige 12 millioner kroner, som byrådet havde afsat. Der mangler stadig et slidlag på strækningen. Det kommer på et tidspunkt.