Fortsæt til indhold

Cykelløb til fordel for skolemad i Burkina Faso

Otte etaper gennem Danmark - den ene ender i Grenaa.

Samfund

Igen i år arrangerer Soroptimist International Grenaa, m´hvad man selv kalder det vigtigste cykelløb i Norddjurs. Det sker i samarbejde med Grenaa Cykle Club, Rema 1000 og Hotel Marina.

Cykelløbet køres i otte etaper med deltagelse af 30 soroptimistklubber fra hele landet med start i Hjørring og mål i Aabenraa. I år kommer løbet til Grenaa søndag 17. august. Dagens etape køres fra Bønnerup via Nørre Djurs Hallen i Glesborg og Arnoldiskulpturen på Mellemstrupvej i Grenaa til Hotel Marina. Ved de to sidste poster er der udlevering af forplejning sponsoreret af Rema.

Alle er velkomne til at tilmelde sig til deltagelse i løbet på soroptimist-danmark.dk/grenaa eller hoppe på cyklen og køre med på et mindre stykke af etapen og betale ved målstregen.

Formålet er at samle penge til FNs World Food Programme (WFP) med henblik på at skabe opmærksomhed omkring et skoleprojektprogram i Burkina Faso i Afrika, som Soroptimist International Denmark siden 2012 har indsamlet mere end to millioner kroner til.

Ønsket om at servere skolemad til børnene, der møder op i skolen, er, at familierne giver flere piger tilladelse og mulighed for at komme i skole, når der serveres mad, så der er færre munde at mætte derhjemme. Pigerne får dermed en mulighed for at lære mere og bygge sig en selvstændig fremtid senere i livet.

Cykelløbet afsluttes ved målstregen på Hotel Marina, Grenaa søndag 17. august klokken 17, hvor regionsrådsmedlem Else Søjmark, (S), byder velkommen og takker deltagerne for deres indsats med støtte til et godt formål. Samtidig byder hotellet på en velkomstdrink til tonerne af musik ved IB-elever fra Grenaa Gymnasium.