Fortsæt til indhold

Traditionsrigt marked aflyst efter 133 år: Ældre ildsjæle kan ikke længere løfte opgaven alene

Manglen på frivillige tvinger Hjorddrengenes Marked til at tage en pause i 2025. Den mangeårig tovholder Tage Mogensen håber på comeback i 2026, men det kræver at yngre kræfter vil engagere sig og tage et slæb.

Samfund

Det er helt sikkert trist for mange at høre, at en sejlivet traditioner blevet aflyst i 2025.

Hjorddrengenes Marked i Kolind har været en fast del af byens kalender i 133 år.

Vi er efterhånden en lille gruppe fra +70 og +80 generationen, der har været med i en årrække, men de yngre generationer er det sværere at engagere.

Markedet, som oprindeligt blev afholdt ved Mårupvad, flyttede senere til Kolind og den gamle markedshal, Byhallen.

Den folkekære danske digter Jeppe Åkjær beskrev i sine sange hjorddrengene, der fejrede årets høst med et marked sammen med deres arbejdsgiver.

Hjorddrengenes Marked i Kolind er en af de mest sejlivede traditioner, der har bevaret denne festdag.

Åkjærs beskrivelser af hjorddrengene og deres festdag har været med til at forme markedets identitet og betydning for lokalsamfundet.

Markedet har gennem årene bevaret sine traditioner og tiltrukket både lokale og besøgende fra nær og fjern.

Tage Mogensen foran Byhallen, hvor han har været formand i mange år og arbejdet utrætteligt for at bevare Hjorddrengenes Marked. Nu kan han konstatere, at markedet 2025 ikke bliver til noget. Foto: Lars Norman Thomsen

Politisk platform

Hjorddrengenes Marked har også været en vigtig platform for politiske partier, især i valgår som KV25.

Politikerne har brugt markedet som en mulighed for at komme i kontakt med mange mennesker og diskutere aktuelle emner.

Tage Mogensen bemærker, at flere politiske partier er skuffede over aflysningen, fordi de nu mister en oplagt mulighed for at møde vælgerne.

»Mange kræmmere, der er kommet til Kolind i mange år, er også skuffede. De mister en god mulighed for at lave en indtjening. Desværre kan vi se landet over, at vi ikke er de eneste som kæmper for at holde gang i markedstraditionerne,« siger Tage Mogensen.

En ildsjæl i Kolind

Tage Mogensen har været en central figur i tilrettelæggelsen af Hjorddrengenes Marked.

Som formand for Byhallen og mangeårig engageret i Kolind-Perstrup IF, har han arbejdet utrætteligt for at bevare markedets traditioner.

Tage Mogensen har i flere år råbt højt om, at det er blevet sværere at finde folk til planlægningen, og at de yngre generationer ikke engagerer sig i samme grad som tidligere.

Han håber, at nye kræfter vil tage over og sikre markedets fremtid.

»I år bliver der intet marked. Antallet af folk, der vil deltage i planlægningen og hjælpe til både før og efter, er svundet ind i de senere år. Der er meget arbejde både før og efter at gøre, og jeg har påpeget de seneste år, at vi var nødt til at blive flere,« siger Tage Mogensen.

»Det er ikke noget problem at finde folk til ad hoc opgaver som at stå i baren i et par timer og på den slags, men det rækker ikke, når vi snakker planlægning.«

»Vi er efterhånden en lille gruppe fra +70 og +80 generationen, der har været med i en årrække, men de yngre generationer er det sværere at engagere. De arbejder selvfølgelig på den onsdag, hvor markedet foregår, men vi der er tilbage formåede, da vi selv arbejdede, at planlægge os ud af det. Selv lukkede jeg min butik i nogle år den første onsdag i september for at være med fra tidlig morgen til sen aften omkring markedet.«

To af de gamle kæmper i Kolind, Tage Mogensen (tv.) og Bent Nielsen, efterlyser yngre kræfter som vil involvere sig fuldt og helt i at gentænke Hjorddrengenes Marked, så markedet genopstår i en ny version i 2026. Foto: Lars Norman Thomsen

Ikke ked af det

Tage Mogensen er ikke følelsesmæssigt berørt af aflysningen, men han håber, at nye kræfter vil gentænke arrangementet og sikre dets fremtid.

»Nej, det er jeg ikke. Det er jo ikke mit projekt, og hvis der ikke er den fornødne opbakning, så er det sådan det er.«

Han er villig til at bidrage med sin viden, hvis andre ønsker at tage over.

Tage Mogensen vil nu fokusere på sit arbejde som formand for Byhallen og sikre, at Byhallen og Stalden fortsat fungerer godt.

Han glæder sig over, at Kolind-Perstrup IF har gennemført et flot generationsskifte og fået nye unge til at tage en tørn.

Skal markedet gentænkes?

»Jeg håber, at Hjorddrengenes Marked kan blive til noget med nye kræfter involveret. Jeg har selv spurgt, om det ikke var tid til at gentænke arrangementet, og måske er det det, der skal til, men så skal yngre kræfter bidrage. Det nytter jo ikke, at jeg der er nærmere 80 end 70 skal gøre det,« siger Tage Mogensen.

»Jeg bidrager gerne med min viden, hvis andre vil tage over, hvis nogen måtte ønske det. Men ellers vil jeg bruge krudtet fremover på som formand for Byhallen til at sikre, at Byhallen og Stalden fortsat fungerer og er efterspurgt.

Vi har i sommerferien haft Byhallen lejet ud til Djurs Sommerland til personalefester tre gange og det er gået fint, men der skal også ryddes op efter sådanne arrangementer, og her er vi en gruppe, der bidrager.«