Fortsæt til indhold

Historisk sammensmeltning: To gamle advokatfirmaer bliver til ét

Advokaterne Passagen og Zacher Advokater fusionerer for fremtidens skyld.

Samfund

To af Djurslands ældste advokatvirksomheder, Advokaterne Passagen og Zacher Advokater, fusionerer pr. 1. januar 2026.

Det skriver advokatfirmaerne i en fælles pressemeddelelse.

Navnet på den nye virksomhed offentliggøres dog først senere i 2025. Alle eksisterende sager fortsætter imidlertid uændret, og klienter vil fortsat møde de samme rådgivere, oplyses det.

»Fusionen er resultatet af en længerevarende proces og dialog, hvor begge firmaer har haft fokus på fagligt fællesskab, fælles værdier og fremtidssikring. Med et solidt lokalt udgangspunkt og mange års samarbejde er det nu tid til at samle kræfterne i én stærk juridisk enhed,« skriver de to virksomheder i pressemeddelelsen.

Den nye virksomhed får fælles kontor i Grenaa og vil beskæftige seks advokater og fem sekretærer. Firmaet vil herfra yde juridisk rådgivning i hele landet, men med tydelig lokal forankring og faglig dybde.

Kerneområderne er blandt andet dødsbobehandling, insolvens og rekonstruktion, fast ejendom, erhvervsrådgivning og proces. Begge kontorer har således igennem mange år bistået skifteretter og klienter som autoriserede bobestyrere og kuratorer.

Stolte traditioner

Samarbejdet bygger ikke blot på fremtidige ambitioner, men også på en stolt historie. Advokaterne Passagen har rødder tilbage til 1859, hvor prokurator Carl Christian Hanson grundlagde sagførervirksomhed i byen.

Virksomheden blev i sin nuværende form dannet i 1991 ved en fusion af firmaerne Advokaterne Lundemose og Lynge samt A. Kirstein Pedersen.

Det gør kontoret til en af landets ældste, med en ubrudt linje gennem en lang række generationer af advokater.

Zacher Advokater har rødder tilbage til 1953, hvor firmaet blev stiftet af landsretssagfører Erik Zacher Sørensen.

I dag tegnes advokatfirmaet af Ole Husum og Christopher Husum.

Derfor handler fusionen således også om, at lokalområdet fortsat vil have en stolt juridisk tradition i fremtiden, konstaterer Claus S. Lynge, der er partner i Advokaterne Passagen.

»For mig personligt er det også et generationsskifte. Med denne fusion giver vi stafetten videre til den næste generation og sikrer, at arven fra 1859 ikke blot bevares, men videreudvikles i takt med tiden,« siger han.

Derudover er fusionen også et naturligt skridt for i højere grad at forene kompetencerne under ét tag.

»Vi samler nu kræfterne i en fælles og moderne advokatvirksomhed med dybe rødder og stort lokalkendskab. Det handler både om at styrke vores faglighed og gøre os klar til fremtiden, uden at glemme det, vi kommer fra,« udtaler Rasmus Grejsen Lynge, partner i Advokaterne Passagen.

»Fusionen er et naturligt næste skridt efter mange års godt samarbejde. Vi har samme tilgang til klienter, samme faglige værdier, og nu også samme retning fremad,« siger Christopher Husum, partner i Zacher Advokater.