Fortsæt til indhold

Flere blev ofre for kriminelle, da de skulle hjem fra GrimFest: Nu reagerer festivaldirektør

Festivaldirektør Aage Stokholm forsikrer, at der bliver kigget på bedre transportmuligheder til næste år, efter flere gæster blev ofre for pirattaxer, da de skulle hjem fra weekendens udsolgte GrimFest i Brabrand.

Samfund

I weekenden var op mod 5.000 mennesker samlet til GrimFest, som for andet år i træk var udsolgt - i år hurtigere end året forinden.

Her få dage efter festlighederne på Grimhøjgaard i Brabrand har festivaldirektør Aage Stokholm og resten af teamet evalueret på, hvad der kan gøres bedre i fremtiden.

Til årets festival var der flere ting, som var ændret i forhold til tidligere.

»Selvom vi ikke kommer til at rykke det ydre hegn for at gøre festivalen større, har vi gjort festivalpladsen dobbelt så stor,« siger Aage Stokholm.

Et af de nye initiativer i år var en ekstra bar. Derudover blev der ændret på lydtårnet, så dobbelt så mange gæster kunne se scenen, hvilket ifølge festivaldirektøren var kærkomment.

»Efter weekendens Grim Fest har flere spurgt mig, hvorfor vi ikke bare har gjort det noget før,« siger han.

Usikker hjemtransport

Når gæsterne blev trætte, skulle de finde en måde at komme hjem på. GrimFest havde sørget for, at der kørte flere busser og officielle taxaer, men der var langtfra plads til alle.

»Det er klart, at når der er 5.000 gæster, og der kan sidde omkring 50 mennesker i en shuttlebus, så opstår der længere køer.«

Og det udnyttede kriminelle personer. Søndag kunne Østjyllands Politi således berette i døgnrapporten, at der havde været flere, som var udsat for mulig drugging og pengetyveri for op mod 60.000 kroner i pirattaxaer ved Grim Fest.

»Det er umuligt for os at blive fri for, at der er pirattaxaer i området. Men vi vil selvfølgelig være opmærksomme på at kigge på endnu flere transportmuligheder næste år,« siger Aage Stokholm og fortsætter:

»Men det er selvfølgelig dybt beklageligt, at der har været nogle gæster, som er blevet lokket i fælden og blevet kørt med pirattaxaer.«

Kigger frem mod næste år

Aage Stokholm fortæller, at de igen vil evaluere på, hvordan de kan gøre gæsternes oplevelse endnu bedre.

»Det var lige før, at vi havde for meget betjening i den ekstra bar, som vi havde lavet. Næste år kunne jeg godt overveje at gøre den lidt mindre,« siger han.

En mindre udfordring var vejret, der om lørdagen var uforudsigeligt.

»Det regnede en del. Til koncerterne var det ikke så problematisk, men i området ’Under Grim’ har jeg tænkt, at vi nok bør hænge nogle sejl op næste år.«

Datoerne for Grim Fest 2026 er allerede lagt. Det bliver fra torsdag 30. juli til og med lørdag 1. august.