En hård beslutning med tungt hjerte
Manglende respons fra Dagrofa fik Sidse Graarup Vangsted til at opgive drømmen om at blive købmand i Pindstrup. Det fortalte hun i et opslag på Facebook i sommerferien.
Efter to et halvt år som uddeler i den nu lukkede Brugsen i Pindstrup har Sidse Graarup Vangsted besluttet at trække sin ansøgning som kommende købmand tilbage.
Beslutningen kommer efter 50 dages ventetid på en respons fra Dagrofa, og selvom hun har haft stor lyst og mod på jobbet, har hun valgt at trække sig.
»Ind imellem kæmper man forgæves, det er der ingen skam i,« skrev Sidse Graarup Vangsted i et opslag på Facebook i sommerferien, hvor hun forklarede, hvorfor hun havde opgivet drømmen om at blive ny ’Min Købmand’ i Pindstrup.
»Jeg synes, at jeg har været meget tålmodig, så da Dagrofa besluttede at forlænge ansøgningsfristen for en kommende købmand til 31. august, slap min tålmodighed op,« siger Sidse Graarup Vangsted.
Hun fortæller til Din Avis Syddjurs, at det var hendes plan at tage sin førstemand med fra Brugsen over i den nye købmandsbutik, men det ville være for meget at forlange, at han skulle vente yderligere tid på at vide, om han havde et job.
Han har siden fået nyt arbejde i en dagligvarebutik i Aarhus, fortæller Sidse Graarup Vangsted.
Mange penge
Sidse Graarup Vangsted nævner, at det i forvejen er mange penge, 200.000 kroner, som en ny købmand skal stille med som grundkapital.
»Derfor var det også lang tid at gå yderligere i uvished. Jeg har nydt at holde ferie, siden vi afleverede nøglerne med udgangen af maj, men jeg er ikke afklaret med, hvad jeg gerne vil arbejde med fremover. Om det bliver i dagligvarebranchen eller med noget helt andet, skal jeg bruge noget tid på at overveje og kigge på, hvilke muligheder der byder sig.«
Savner hverdagen Sidse Graarup Vangsted har siden Brugsens lukning savnet den lokale indkøbsmulighed og samlingsstedet, som Brugsen i Pindstrup udgjorde.
Den forhenværende brugsuddeler udtrykker på falderebet stor taknemmelighed overfor kunder, Brugsens bestyrelse og personale, som gjorde en forskel og skabte en god stemning i Brugsen.
Hun håber, at hendes opslag på Facebook vil bidrage til at bevare den gode tone blandt Pindstrups borgere og opbakningen til den kommende købmand.
Hun håber, at byen snart får mulighed for at handle lokalt igen og understreger vigtigheden af at behandle hinanden ordentligt.
Klar til renovering
Direktør Leif Petersen, Pindstrup Butikshus ApS, siger til Din Avis Syddjurs, at Sidse Graarup Vangsteds udmelding tages til efterretning, men understreger, at det ene og alene er Dagrofa, som ansætter den nye købmand.
»Det har vi i arbejdsgruppen ingen indflydelse på overhovedet, som vi også har sagt det mange gange tidligere,« siger Leif Petersen.
Han skal i denne uge mødes med projektchef Lars Christensen, Dagrofa, for at gøre status. (Arbejdsgruppen mødtes med Lars Christensen og andre fra Dagrofa i uge 32, red.)
»Vi har skåret arbejdsgruppen ned til seks navne, som Dagrofa har bedt os om. Senere får de mange, der har købt anparter, mulighed for at vælge bestyrelsen i Pindstrup Butikshus ApS, der lejer lokalerne ud til den nye købmand.«
Arbejdet med at renovere de tidligere brugslokaler, som Pindstrup Butikshus ApS overtog fra Coop 7. juli, begynder snart.
»Det er der lavet en minutiøs plan for, og den styrer Bjarne ’Ballo’ Nielsen. Jeg tror, arbejdet begynder i denne eller næste uge,« siger Leif Petersen, der fortsat afventer svar på en række fondsansøgninger, som kan optimere budgettet yderligere.
»Der har jo været ferie, så folk skal lige tilbage, men vi kører frem efter den plan, der er lagt og glæder os til, at Pindstrup igen får en ny dagligvarebutik,« lyder det fra Leif Petersen.
Din butik og dit overskud
Som købmand i Min Købmand Pindstrup vil man eje 100 % af butikken og have ansvaret for alt fra markedsføring til butiksdrift og rekruttering af medarbejdere.
Dagrofa tilbyder forskellige finansieringsmuligheder, så iværksætterdrømmen kan udleves uden store økonomiske bekymringer. Købmanden får mulighed for at udnytte Dagrofas styrke til konkurrencedygtige indkøb og moderne butiksdrift.
»Den ideelle kandidat er handlekraftig, selskabelig og struktureret, og motiveres af at gøre en forskel for lokalsamfundet. Erfaring med dagligvarebranchen er en fordel, men ikke afgørende. Det vigtigste er lysten til iværksætteri og evnen til at få noget til at vokse,« understreger Dagrofa i jobannoncen.
Det er Dagrofas salgschef og HR-afdeling, der beslutter suverænt, hvem der skal være den nye købmand i Pindstrup.