Ny madbutik slår dørene op: »Vi vil bare gerne glæde folk«
Der kommer et helt nyt madudvalg til byen, når Christine Nesteng åbner dørene til Christines Køkken.
Der dufter velkendt i det store køkken på Hovedgaden i Allingåbro. Den er ikke rigtig til at tage fejl af, og da Christine Nesteng kort åbner ovnen, breder duften af det karamelliserede kokosfyld på toppen af drømmekagerne sig for alvor.
Der er mange af dem, og det er faktisk Christine Nestengs største bekymring lige nu, for hun ved ikke helt, hvad hun skal forvente, når hun slår dørene op til sin nye madbutik Christines Køkken.
»Vi aner jo ikke rigtig, hvor mange der kommer. Den anden dag drømte jeg, at jeg måtte sætte et skilt i døren, at vi havde lukket, fordi, der var udsolgt,« fortæller Christine Nesteng med et grin.
»For vi vil jo ikke skuffe folk. Vi vil gerne gøre det godt og skabe noget, som folk er glade for. Det er det vigtigste,« fortsætter hun.
Sjov tilføjelse
Dermed fortæller Christine Nesteng også, at det i allerhøjeste grad er ambitionen om at glæde kunderne i Allingåbro og omegn ved at åbne et helt nyt madtilbud, der er drivkraften.
Den nye butik bliver således en tilføjelse til den succesfulde cateringvirksomhed hun igennem flere år har drevet fra Tøstrup ved Nimtofte.
I starten af året fandt hun lokalerne i Allingåbro, som tidligere har huset Madexpressen og siden Slagter Drachmann og derfor allerede var gearet til at leve op til Christine Nestengs behov for at udvikle sin virksomhed.
Derfor er hun heller ikke økonomisk afhængig af, at den nye forretning løber rundt, selv om hun naturligvis håber på, at der bliver taget godt imod Christines Køkken - nu som madbutik.
»Det er jo lidt et frikort. Hvis det går godt, er det fantastisk. Hvis ikke, så lukker vi bare ned igen og fortsætter med det, vi plejer. Men det bliver sjovt at prøve, og det er da fedt, hvis vi kan være med til at imødekomme et behov her i byen,« konstaterer Christine Nesteng.
Skarp fordeling
Opstarten bliver i høj grad noget med at prøve sig frem, noterer hun. Det handler netop om at finde ud af, hvad behovet er og hvilke ønsker, kunderne måtte have.
Åbningstiderne er onsdag til fredag fra klokken 7-17 og om lørdagen er der åbent fra klokken 7-13.
Her byder udvalget på sandwich og salater. Tærter, toast, hjemmebagt brød og kager og pizzasnegle og pølsehorn.
Smørrebrød bliver det formentlig også til.
Udvalget skifter løbende.
»Ellers bliver det da alt for kedeligt,« konstaterer Christine Nesteng.
Som kunde kommer man formentlig ikke til at se meget til indehaveren selv i butikken. Hun trives bedst i køkkenet.
Så er det heldigvis godt, at hun har ansatte, som trives bedst i butikken, og derfor bliver det som regel Annette Munk og Sarah Møller, der sender mad ud af butikken sammen med de sultne kunder.
»Christine rører ikke butikken, og jeg rører ikke madlavningen. Det er sådan, vi har fordelt det, og det fungerer,« fastslår Anette Munk med et grin.
Noget for alle
Den nye madbutik åbner i en periode, hvor Allingåbro kæmper en hård kamp for at bevare byens handelsliv, og flere af byens erhvervsdrivende har da også været en god støtte i forhold til at få Christines Køkken op at køre.
Selv om det ikke er den primære drivkraft, så håber Christine Nesteng, at åbningen kan være med til at give et lille skub i den rigtige retning for byen.
Hun har i hvert fald tænkt sig at bidrage til, at hendes butik bliver et attraktivt sted, som de lokale både har lyst og råd til at støtte op om.
Det faktum, at butikken er en tilføjelse til hendes allerede veldrevne cateringvirksomhed, gør, at hun har prioriteret at holde priserne på et meget fornuftigt niveau.
»Det skal ikke være for fint eller for dyrt. Jeg synes, det skal være sådan, at dem, der bor her, også har råd til at købe maden,« understreger Christine Nesteng.
Christines Køkkens madbutik åbner onsdag 6. august klokken 7.