Politikere eller systemforsvarere?

På det seneste har mindst tre lokalpolitikere overfor denne skriverkarl udtrykt undren over, at flere og flere borgere har en opfattelse af, at lokalpolitikere og kommunen gør alt, hvad de kan for at genere flest mulige borgere.

»Jeg har det lidt som om, at alt for mange tror, at jeg er gået ind i politik for at få mest mulig magt til at gøre hverdagen sur for dem,« lød det fra en undrende lokalpolitiker, der ikke er ny i politik.

»De samme borgere tror, at når vores ansatte i den kommunale forvaltning tænder for computeren mandag morgen, gnider de hænderne mod hinanden i glæde over, at de nu har en dag til at genere alle, der henvender sig telefonisk eller pr. mail. Det er ikke kun få gange, jeg har haft den opfattelse, og det bekymrer mig meget,« fortsatte han med en stemme, der tydeligvis emmede af frustration.

Det er selvfølgelig ikke sådan, at politikere og embedsværk gør en dyd ud af at genere borgerne, men det, som lokalpolitikeren giver udtryk for, er en dagsorden, som fylder mere og mere.

Det kan man konstatere i kommentarfelterne på de sociale medier. Her mærker man afstanden fra den såkaldt almindelige borger/vælger til magteliten, der udgøres af de ledende lokalpolitikere og de ledende embedsmænd tilsat diverse repræsentanter fra distriktsråd, kulturelle foreninger og erhvervsforeninger.

Når afstanden til magtens cirkler bliver for stor, får du reaktionen fra borgere/vælgere, der føler sig oversete og ikke respekteret.

Sådan er det da slet ikke, vil segmentet i magtens cirkler hævde: »Vi er da så forstående, inkluderende og rummelige.«

Problemet er bare, at sådan opleves det ikke hos borgerne. Derfor får man netop det clash, som den frustrerede politiker og flere med ham giver udtryk for.

Tendensen slog ud i fuldt flor i 1973 ved folketingsvalget, hvor nye partier med Glistrup og Fremskridtspartiet i spidsen ramte dybt ned i vælgerhavets utilfredshed med de etablerede politikere. Det er ikke set før i Danmarkshistorien, at et parti kommer ind med 28 mandater. Et andet med 14. Ingen af de to partier eksisterer i øvrigt den dag i dag.

Tendensen fra 1973 ligger imidlertid latent og lurer. Forskellige protestpartier dukker jævnligt op og lover, at de repræsenterer folket i modsætning til de etablerede partier.

Som oftest får de fang i en kort periode, fordi de er bygget op omkring en politiker, som har forladt et etableret parti og nu lover at lytte til Hr. og Fru Danmark.

Det vil nok også slå igennem på lokalt plan til KV25, hvor der 18. august blot er 100 dage til.

Hvordan nuværende og vordende politikere kan gøre op med tendensen om, at flere og flere borgere opfatter dem og embedsmændene som sat i verden for at genere flest mulige mest muligt, er der et konkret bud på. Det kommer her.

Som politiker er du valgt af vælgerne. Det glemmer de fleste, når et nyt byråd er sat sammen. I stedet bliver de forsvarere af ’systemet’, den kommunale administration, og så har vi miseren.

Der skal selvfølgelig være en forståelse mellem politikere og kommunalt embedsværk, men det må aldrig blive sådan, at du ikke kan skelne politikeren fra embedsmanden.

Det har vi desværre set mangefold de seneste fire år i Syddjurs, og så opstår utilfredsheden og utrygheden hos de vælgere, der har et berettiget håb om, at politikerne repræsenterer dem.

Det betyder naturligvis ikke, at en politiker skal give en utilfreds borger ret pr. definition, slet ikke. Men en politiker med stort P skal hjælpe den utilfredse borger til at blive klogere på sin sag i det kommunale system.

Det har ikke været tilfældet i Syddjurs, hvor hovedparten af politikerne har sat en ære i at være systemforsvarere frem for det modsatte.

Kort sagt har de været lidt for kyllingeagtige i forhold til at se en sag fra borgerside for ikke at komme i clinch med embedsværket.

Vi har behov for politikere og ikke bestyrelsesmedlemmer i form af dikkende lammehaler i et nyt byråd.