Dagligvarebutik har fået sur smiley: Rengøringen halter
Salling Group mener ikke, at der er nok dokumentation.
En sur smiley og en bøde på 10.000 kroner.
Det er, hvad Netto-butikken på Søren Frichs Vej 53M i Åbyhøj har fået tildelt, efter Fødevarestyrelsen besøgte butikken til et kontrolbesøg fredag, 1. august.
Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra besøget.
»På gulvet i mælkekøleren er der indtørrede produktrester,« står der blandt andet i den.
Ikke god nok rengøring
Der var dog ikke kun problemer ved mælkekøleren.
I rapporten er det også beskrevet, at der var brune og grå belægninger på flere hylder, ligesom der blev konstateret skimmellignende ansamlinger i køledisken med ferskt kød.
Til Fødevarestyrelsen udtalte butikken, at der ville blive rettet op på det.
Men da avisen kontakter Salling Group, som driver Netto, er fortællingen en anden - her vil man ikke erkende, at der er et problem i butikken.
»Fødevaresikkerhed har vores allerhøjeste prioritet, hvilket også indbefatter god hygiejne. Desværre har fødevarestyrelsen ikke dokumenteret forholdene, hvilket er meget usædvanligt, og ud fra butikkens egen dokumentation tyder det ikke på, at der er et særligt problem i butikken, hvorfor vi ikke kommer til at erkende forholdet,« skriver Camilla Thyrring Pedersen, der er kommunikationskonsulent i Salling Group, i en mail til Din Avis.