Fortsæt til indhold

Mindeord: Vi begræder Søren Fischers død

Samfund
Morten Sørensen, på vegne af bestyrelsen og Det Konservative Folkeparti i Randers.

Det er med dyb sorg, at Det Konservative Folkeparti har modtaget meddelelsen om, at vores mangeårige partifælle, Søren Fischer, er gået bort tirsdag aften 12. august, 77 år gammel.

Søren var en livslang konservativ kæmper – en markant skikkelse i Randers, Kronjylland og Djursland. Han var erhvervsmand med hjertet i Randers Tandhjulsfabrik, som han ledede i næsten fire årtier, politiker, debattør og engageret medborger. Han bar sine værdier med stolthed: ansvar, fællesskab og respekt for traditionerne.

Han blev ridder af Dannebrog for sin store indsats for erhvervsliv og vores samfund, men var først og fremmest et menneske, der mødte andre med varme, humor og gavmildhed. Sommerhuset ved Ebeltoft var hans fristed, og selv i sin sidste tid efter diagnosen lungehindekræft bevarede han sit lune smil og sin lyst til at dele historier.

Søren efterlader sig hustruen Bente, døtrene Helle og Anne, fire børnebørn og mange nære relationer og en stor vennekreds.

Vi i Det Konservative Folkeparti skylder Søren en stor tak for hans virke, hans engagement og hans urokkelige kærlighed til Danmark og det nære fællesskab. Han mindede os om, at det stærke samfund bygges i de små fællesskaber – i familien, i arbejdet, i foreningslivet – og at man først for alvor har levet, når man har givet mere, end man har taget.

Æret være Sørens minde.