Hop og Leg: Ny børnehave med fokus på aktivitet og brug af kroppen
Kroppen skal så meget som muligt ind i hverdagen i ny børnehave med plads til 70 børn i Søften.
Med lyden af en grådig plæneklipper som baggrund kunne daglig leder Pia Stabell tirsdag middag byde de fremmødte velkommen til indvielsen af den spritnye børnehave Hop og Leg i Søften.
Institutionen, der kommer til at huse 70 børn, har i dag kun fem børn, og de hjalp alle kommunens borgmester med at klippe den røde snor.
Men først skulle både borgmester Lars Storgaard (C) og formand for Børne- og Skoleudvalget Flemming Nørgaard (V) holde tale.
Borgmesteren lagde i sin tale stor vægt på, at der er brug for en institution som Hop og Leg i Søften.
»Vi bor i en kommune, som mange er glade for at flytte til. Det betyder også, at vi skal tilbyde gode institutioner, gode skoler og gode arbejdspladser. Netop nu bygges der meget i Hinnerup Nord, og derfor er der brug for denne institution her og nu,« sagde han blandt andet.
Børnehuset Hop og Leg er ment som en midlertidig institution, da der skal bygges en stor ny institution senere.
Fokus på aktivitet
Som navnet på Børnehuset antyder, er Hop og Leg en institution, der har fokus på aktivitet og brug af kroppen.
Den daglige leder Pia Stabell fortalte i sin tale, at det store fokus på kropslig velvære også gerne skulle smitte og give mental velvære hos de børn, der kommer til at gå i Børnehuset Hop og Leg.
De mange fremmødte fik da mærket, hvordan de nyansatte pædagoger tænker, at kroppen kan komme så meget ind i hverdagen som muligt.
De fik nemlig udleveret sangen om Balder samt en ærtepose. Ærteposen skulle være Balder, som bevægede sig rundt på kroppen, sad på skulderen, så hovedet faldt ned og blev samlet op.
Motorik- og tumlerum
Det nye børnehus har fået plads lige ved Præstemarkskolen og Søften Kultur- og Idrætscenter. Det giver gode muligheder for en masse bevægelse, men man behøver slet ikke forlade grunden hos Hop og Leg for at kunne bevæge sig på forskellige måder.
Inde i huset er der udover de normale legerum nemlig også motorikrum og tumlerum. Et af rummene får et blødt gulv, så man ikke slår sig, når man falder. Her vil der både være gynger og klatrevæg og masser af mulighed for at bruge sine kræfter.
Børnehuset er dog ikke helt færdigt endnu. Legepladsen er en smule øde og flere af de ønskede aktiviteter i huset er endnu ikke kommet.
Men formand for Børne- og Skoleudvalget Flemming Nørgaard forsikrede i sin tale om, at alt nok skulle komme.
»Jeg er glad for, at man åbner en institution, hvor der er så stor vægt på fysiske aktiviteter og motorik. Jeg ved, at man synes, at man mangler nogle ting, og jeg garanterer, at de nok skal komme,« lød det fra formanden.