Fortsæt til indhold

Hotel lukker golfbanen: Økonomien hænger ikke sammen

Golfbanen på Hotel Fuglsøcentret lukker 1. januar 2026, men hotellet tilbyder stadig golfskoler og naturoplevelser.

Samfund

Hotel Fuglsøcentret har besluttet at nedlægge sin 9-hullers golfbane, som har været en del af hotellets tilbud i 30 år.

Beslutningen træder i kraft 1. januar 2026 og markerer en ny æra for hotellet, der vil fokusere mere på sin kerneforretning og naturoplevelser.

Peter Brinks, direktør for Hotel Fuglsøcentret, forklarer beslutningen: »Golfbanen har været en del af hotellet i mange år, men tiden er en anden nu. Vi har lejet jordstykket af en lokal mand fra Vistoft, og det har ikke været muligt at få det til at løbe rundt økonomisk. Golfbanen er ikke en del af vores kerneforretning, og vi ønsker udelukkende at fokusere på de områder, hvor vi kan tilbyde vores gæster de bedste oplevelser.«

Alternative golfmuligheder

Selvom golfbanen nedlægges, er der stadig rig mulighed for at bo på hotellet og deltage i golfskoler på nærliggende baner som Kalø Golf og Grenaa Golf. Derudover kan gæster også spille på flere andre baner i området, herunder Ebeltoft Golf og Lübker Golf.

»Når sandheden skal frem, tror jeg det er maks. 100 gæster årligt, der benytter vores golfbane, som jo er et levn fra dengang DGI ejede Fuglsøcentret. Det er en naturgolfbane, og den kan slet ikke konkurrere med de mange fine golfbaner, der siden er skudt op på Djursland,« siger Peter Brinks.

Fokus på natur

Hotel Fuglsøcentret har tidligere nedlagt beachvolley- og tennisbaner, også levn fra DGI-tiden, for at give plads til naturen.

»Vi ønsker at skabe en unik oplevelse for vores gæster, hvor de både kan nyde naturen og deltage i spændende aktiviteter og arrangementer på Hotel Fuglsøcentret. Vi kan både se og høre, at vores gæster ikke kommer hos os for at dyrke sport,« siger Peter Brinks.

Stærk sommer

Hotel Fuglsøcentret har haft en ovenud god sommer med mange gæster, og det overrasker direktøren.

»Vi har haft en fantastisk sommer med en 25 procent stigning i antallet af gæster sammenlignet med sidste år, og mange af vores besøgende har været svenskere.

Det på trods af, at vi hører, at charterturismen har det godt, så er der måske mange på min alder, der alligevel vælger at holde ferie tættere på hjemmet af frygt for, hvad der sker ude i verden lige nu,« siger Peter Brinks.