Fortsæt til indhold

Listeria-fare: Flere oste kaldes tilbage

Uhrenholt A/S tilbagekalder en brie og en camembert fra mærket Mon Ami Petit af sikkerhedshensyn.

Samfund
/ritzau/

Den danske fødevarevirksomhed Uhrenholt A/S tilbagekalder to osteprodukter.

Det gælder en brie og en camembert under navnet Mon Ami Petit.

Det skriver Uhrenholt i en pressemeddelelse torsdag.

Tilbagekaldelsen sker på grund af mistanke om smitte med listeria, da der i Frankrig har været to tilfælde af den alvorlige, fødevarebårne sygdom listeriose, der er skyld i to franskmænds død.

Det franske sundhedsministerium mistænker, at det var en ost fra mærket Chavegrand, der bar sygdommen, og Chavegrand har derfor tilbagekaldt en lang række produkter i Frankrig.

Tilbagekaldt i Skandinavien

Som en sikkerhedsforanstaltning bliver alle Chavegrands produkter, der er blevet produceret før den 23. juni, også tilbagekaldt i Sverige, Norge og Danmark.

»Denne beslutning er truffet som en forsigtighedsforanstaltning for at sikre vores kunders sundhed og sikkerhed,« skriver Uhrenholt i pressemeddelelsen.

De to berørte produkter fra Chavegrand er i Danmark således brien og camemberten fra Mon Ami Petit.

Der er ikke fundet listeria i varer pakket til Danmark, ligesom de 1500 referenceprøver, som efterfølgende er testet hos producenten selv, ikke har vist spor af smitte, skriver Uhrenholt.