Stort byggeri stod klar en måned før planen: Har banket 145 studieboliger op i Aarhus-forstad
Kælderen er bygget med rester fra den gamle løbebane på Aarhus Stadion.
145 studielejligheder på Lokesvej 70-78 i Åbyhøj står færdige og kan nu afleveres til bygherren en måned før tid.
Det oplyser totalentreprenøren Raundal & Moesby i en pressemeddelelse.
Det er både bygherren og ikke mindst de 145 studerende, som nu kan flytte ind i deres nye bolig før studiestart, glade for, skriver firmaet.
»Og ja, alle 145 studielejligheder er allerede lejet ud, hvilket vidner om, at vi har ramt præcis det, som de unge studerende vil have,« udtaler bygherre Claus Pihlmann fra den aarhusianske boligudviklings- og administrationsvirksomhed Ejsingholm.
»Boligernes indretning er et koncept, vi har udviklet og finjusteret hen over de seneste 10 år, og det bliver taget virkelig godt imod. Ærlighed i materialevalg og en projektering helt ned på millimeterniveau har været med til at skabe faciliteter i en lejlighed på 27 m2, som man ellers ofte skal op i en 60 m2-lejlighed for at finde,« siger Claus Pihlmann.
Genbrug af materialer har været et af byggeriets fokusområder. Der er f.eks. blevet genbrugt overskudsmaterialer fra bl.a. hemse-konstruktioner til at udføre skiltning i og omkring byggeriet. Og så er der genbrugt dele af den tidligere løbebane fra det gamle Aarhus Stadion til kældergulv og hegn i terræn.
»Det har været en meget konstruktiv og målrettet byggeproces, vi har haft med bygherre i forhold til designkonceptet. Der har været fokus på ”gennemsigtighed”, så de fleste materialer fremstår som f.eks. rå beton, rå trækarme, betongulve, krydsfiner mv.,« siger direktør Carsten Raundahl fra totalentreprenør Raundahl og Moesby.
Raundahl & Moesbys projektleder Kian Medianfar Jepsen har haft ansvaret for den overordnede ledelse af byggeprocessen. Han glæder sig selvsagt også over at kunne aflevere byggeriet en måned før det aftalte tidspunkt:
»Vi har haft et meget stærkt og resultatorienteret hold af håndværkere på projektet. Alle har forstået værdien af at løfte i flok. En effektiv byggeproces giver både god stemning på byggepladsen og et godt færdigt resultat,« siger han og roser de udførende håndværkere:
»De har virkelig udvist respekt for konceptet. Når man arbejder med så effektiv arealudnyttelse og så utraditionelle materialer i forhold til de færdige overflader, stiller det ekstra krav til håndværkerne – og disse krav har de mødt.«
Byggeprojektet udgør en integreret del af det aarhusianske byomdannelsesområde, tidligere kendt som ”Fragtmandscentralen” og danner sammen med de omkringliggende naboer den vestlige sektion af det nye brokvarter.
Bygningerne er opført med varierende facader og tagudtryk, der kombinerer tegl- og alufacader med flade og mere traditionelle saddeltage.
Sammen med den resterende lokalplan spiller dette projekt en afgørende rolle i at forbinde det nyetablerede kvarter langs Søren Frichs Vej. For at understrege nærheden til Brabrandsøen er den nye bebyggelse døbt Sivhuset, lyder det i pressemeddelelesen.
Det er ikke første gang, at Åbyhøj-virksomheden Raundahl & Moesby holder tidsplanen på et byggeri, de er entreprenør på. Tilbage i oktober gav AGF’s adm. direktør Jacob Nielsen direktør Carsten Raundahl en flaske Brunello fra 2012 for at overholde tidsplanen på byggeriet af superligaklubbens nye akademi på Fredensvang.