Fortsæt til indhold

Tusindvis af bilister er ligeglade med reglerne hver dag – og kommunen ved snart ikke, hvad den skal stille op

Flere bilister kører gennem Nørre Allé, selvom det er ulovligt. Kommunen har forsøgt med forskellige initiativer – næste skridt er politiet rykker ind.

Samfund

Tilbage i midten af juni lukkede Nørre Allé i Aarhus for gennemkørsel af personbiler. Det er den stadigvæk. Men på trods af det, så kører flere bilister gennem busslusen.

Ad flere omgange har avisen observeret, at det langt fra er alle bilister, som overholder de nye regler. En onsdag eftermiddag i juni talte undertegnede, at 74 bilister kørte igennem busslusen på en halv time. Og det er stadigvæk et problem.

Morten Skou Nicolaisen, mobilitetschef i Aarhus Kommune, fortæller således, at mange bilister stadig kører igennem den nye bussluse.

»Vi kan se på de seneste målinger, at der er omkring to tusinde biler, som kører igennem Nørre Allé i døgnet. Vi er opmærksomme på det og er ved at undersøge, hvad vi kan gøre,« siger han.

Da avisen talte med ham i slutningen af juni, sagde han, at hvis det fortsatte efter sommerferien, ville kommunen gå i dialog med Østjyllands Politi.

»Vi er ved at nå et punkt, hvor det er svært for os at se, hvordan vi skal kunne reducere den gennemkørende trafik, hvis ikke der kommer en kontrolindsats fra Østjyllands Politi. Men vi ved også, at Østjyllands Politi har nogle ressourceudfordringer på alle de efterspørgsler, de har på trafikkontroller,« siger han og fortsætter:

»Vi har rakt ud til dem og har indtil videre fået at vide, at de ikke har tid til at indsætte en kontrolindsats.«

Der har allerede været forsøg på at mindske biltrafikken. Senest har Aarhus Kommune sat skilte op, som informerer borgerne om, at der er kameraer, som holder øje med trafikken i busslusen.

»Efter vores seneste tiltag er det vanskeligt for os at se, hvordan vi med yderligere fysiske tiltag kan gøre mere, end vi allerede har gjort,« siger Morten Skou Nicolaisen og fortsætter:

»Den gennemkørende trafik er faldet, siden vi satte busslusen op. Men der er stadigvæk flere tusinde bilister, der kører gennem gaden i døgnet.«

Kommunen holder løbende øje med, hvordan det står til i Nørre Allé. Mobilitetschefen fortæller, at de løbende vil justere, hvis de oplever problemer.