Fortsæt til indhold

Sparekassen Danmark havde tilfredsstillende halvår

Sparekassen Danmark blev i april lagt sammen med Sparekassen Djursland og blev dermed repræsenteret på Djursland og i Langå.

Samfund
sra

Sparekassen Danmark fik et tilfredsstillende resultat i første halvår af 2025, fortæller sparekassen i en pressemeddelelse.

Det samlede forretningsomfang steg i første halvår med 13,6 milliarder kroner, hvilket svarer til en vækst på 4,5 procent, og sparekassen tog i samme periode imod – netto – cirka 5.700 nye kunder.

»Sparekassen har nu mere end 387.000 kunder, hvoraf næsten hver tredje tillige er garant i sparekassen. Det er vi i al beskedenhed stolte af, og vi tager det som udtryk for tillid til sparekassen, at så mange af vores kunder har valgt at bakke op om sparekassen ved at være garant,” siger administrerende direktør i Sparekassen Danmark, Vagn Hansen.

Tilgangen af kunder og det øgede forretningsomfang har bidraget til, at sparekassens halvårsresultat i 2025 før skat lander på 861 millioner kroner, hvilket anses som tilfredsstillende, om end lidt under forventningerne ved årets begyndelse.

Med virkning fra 2. april sammenlagdes Sparekassen Djursland og Sparekassen Danmark i det, der blev den 17. sammenlægning med Sparekassen Danmark som det fortsættende pengeinstitut.

Med sammenlægningen bliver Sparekassen Danmark også repræsenteret på Djursland og i Langå. Ud ad sammenlægningen kommer også to nye velgørende og almennyttige fonde, Sparekassen Danmark Fonden Djursland og Sparekassen Danmark Fonden Langå-Randers.

Administrerende direktør Vagn Hansen har – efter mere end 27 års dedikeret indsats i sparekassen – meddelt bestyrelsen, at han ønsker at fratræde som administrerende direktør ultimo august 2025 og samtidig udtræde af direktionen. Det bliver en duo med direktør Lars Thomsen og direktør Kim Mouritsen, som i fællesskab overtager posten som administrerende direktører.