Fortsæt til indhold

Mai Louise Agerskov har sagt ja til ny topstilling – mens hun kæmper for at redde butikslivet i Aarhus

Tempoet i Mai Louise Agerskovs liv er højt. Jeg måtte skifte gear for at skrive om den energiske erhvervskvinde.

Samfund

»Vi har netop meldt ud internt i Hemonto, at jeg stopper som CEO ved udgangen af september, da jeg har takket ja til en ny mulighed, hvor jeg starter 1. oktober. Synes lige, at jeg ville nævne det for dig.«

Det er sigende for Mai Louise Agerskov, at hun dagen efter, jeg har interviewet hende, skriver en mail om, at hun er sprunget ud i et nyt jobeventyr. Hvis du ikke er i udvikling, er du under afvikling. Mai Louise Agerskov er ikke typen, der står stille. Hun er sulten på livet.

Anledningen til denne artikel er egentlig, at Mai Louise Agerskov, der er forperson for Erhverv Aarhus, fylder 50 år samtidig med, at Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening er ved at fusionere. Nu kan artiklen krydres med en nyhed. Agerskov vil endnu ikke løfte sløret for, hvad det nye job er, udover at hun skal bruge sin »ledelseserfaring i en større sammenhæng.«

Ledelseserfaring har Mai Louise Agerskov nok af. Hvis vi et øjeblik antager, at det nye job er en direktørstilling, er det hendes femte af slagsen. Det første tiltrådte hun som 30-årig, mens hun var gravid med sit ældste barn.

Jeg bliver vred, hvis man ikke spiller med åbne kort, og især hvis man undervurderer mig.
Mai Louise Agerskov, forperson for Erhverv Aarhus

Mai Louise Agerskov var i ni år direktør for den aarhusianske forskerpark Incuba, og ved siden af sit nuværende direktørjob sidder hun med i bestyrelserne i Den Gamle By, Aarsleff Fonden, Marselisborg Gymnasium og C.A.C. Fonden.

I 2024 blev hun af Århus Stiftstidende kåret som et af de 50 mest magtfulde mennesker i Aarhus.

»Jeg har altid været draget af at sidde med ved de borde, hvor beslutninger bliver taget. Det synes jeg bare er spændende. Jeg har altid rakt hånden op, og jeg har altid lidt for travlt. Jeg har faktisk sådan lidt svært ved at begrænse mig, men jeg er blevet lidt bedre til det, for der er ikke ret meget mere at give af, og man skal også gøre tingene ordentligt,« siger hun.

At sætte foden ned

Ifølge Mai Louise Agerskov blev hendes drive født, fordi hun som barn havde en storebror, der var dygtig til alting.

»Jeg havde det sådan, at alt det, han kunne, det kunne jeg helt sikkert også. En lidt irriterende lillesøster med lidt for meget selvtillid. Men enten skulle jeg underkaste mig og være betahun i det foretagende, eller også skulle jeg sige ”game on”, og det gjorde jeg så. Han har vist vejen,« siger hun.

Vejen til succes er sjældent uden bump, og Mai Louise Agerskov har flere gange været i situationer, hvor hun har måttet tøjle sit temperament.

»Jeg bliver vred, hvis man ikke spiller med åbne kort, og især hvis man undervurderer mig og tror, man kan løbe om hjørner med mig. Når man er sød og rar og smilende, kan nogle mennesker tro, at man ikke kan sætte foden ned, men det kan jeg godt. Det er også sket, at folk har glemt min ingeniørbaggrund og har prøvet at stikke en plade om noget teknisk. Så er de blevet overraskede,« siger hun.

Mai Louise Agerskov er født i Gentofte, men opvokset i Galten. Hun har tilbragt omkring halvdelen af sit arbejdsliv i Aarhus. Foto: Sten Brøgger

»Bilerne får en anden plads«

Målet med fusionen mellem Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening er, at Aarhus skal være Danmarks bedste shopping- og oplevelsesby. Det kan virke som et svært ambitiøst mål i en tid, hvor mange erhvervsdrivende i midtbyen må dreje nøglen rundt på grund af voldsomme huslejepriser kombineret med en evigt voksende nethandel.

Det at shoppe skal ifølge Mai Louise Agerskov ses i et nyt lys.

»Fremtiden er meget mere omnichannel. De fysiske butikker indgår i en kunderejse og kommer i nogen grad til at være inspirerende scener fremfor hylder med varer på. Det skal være en helstøbt oplevelse at besøge byen, og gastronomi, kultur og shopping er dele af den oplevelse. Byen skal appellere til flere forskellige sanser. Det skal være rart at være her,« siger hun.

Handelslivet i Aarhus kan godt overleve færre biler i midtbyen, mener Mai Louise Agerskov.

»Vi tænker på, hvordan vi kan sikre nogle korridorer, så man kan komme herind. Der skal være nogle større veje ind til nogle p-huse, eller nogle shuttlebusser, som Nicolaj Bang (rådmand for Teknik og Miljø, red.) har snakket om. Midtbyen skal skabe værdi for alle borgere og være let tilgængelig for gæster, og det kræver jo, at man kan komme herind,« siger hun og fortsætter:

»Vi prøver at være konstruktive og gå i dialog med det demokratisk sammensatte byråd. Det er dem, der tegner linjen, og vores rolle er at være erhvervslivets stemme. Fremkommelighed er vigtig, for det handler også om arbejdspladser, men bilerne får en anden plads.«

Forsanger i band

Når Mai Louise Agerskov, der er gift og mor til tre, er hjemme, har hun også meget på tallerkenen.

Hun maler, tegner, shopper ivrigt, kører på mountainbike, og de seneste otte år har hun også været med i bandet Let Love Rule, der spiller poprock fra Roxette til Led Zeppelin.

»Jeg spiller keyboard, og da vores sanger gik på orlov, rakte jeg hånden op og sagde, at jeg godt kan synge, så det gør jeg faktisk også nu. Bandet hedder Let Love Rule. Vi er fem og har en bandleder, så det er totalt afslappende.«

Kan man finde jer på Youtube?

»Nej, det kan man ikke. Så skal vi i hvert fald have det slettet. Det er rent for sjov. I won’t quit my day job.«

I dag er Mai Louise Agerskovs børn 20 (Elisabeth), 17 (Astrid) og 13 år (August). Da de var små, havde Mai Louise Agerskov og hendes mand en aupair for at få en travl hverdag til at hænge sammen.

»Når man så fylder 50, tænker man også over, at de år med små børn gik stærkt, men jeg er egentlig glad for, at jeg har været en rollemodel for mine børn i forhold til at skabe et spændende arbejdsliv. De er ligesom mig. De rækker også hånden op,« siger hun.

Mai Louise Agerskov er et menneske, der kigger fremad, men direkte adspurgt svarer hun på, hvordan hun ser sin karriere indtil nu.

»Jeg er stolt af at have sat nogle aftryk i de ting, jeg har haft med at gøre, og at det faktisk har været drevet af ægte motivation. Det har været helhjertet. Jeg skal være bannerfører for en organisation, og så skal jeg være ægte i min egen motivation. Jeg kunne aldrig tage et job, fordi jeg tænkte, det ville være et godt karriereskridt,« lyder det.

Om kort tid begynder Mai Louise Agerskov at sætte et nyt aftryk. Hun har rakt hånden op igen. Det gør mennesker, der er sultne på livet.