'Gammel Anders' - hård hund på fodboldbanen med et stort hjerte og en slagfærdig mund
Anders Christensen, 20. oktober 1942 - 24. august 2025.
Anders Christensen sov stille ind efter kort tids sygdom i en alder af 82 år, fortæller hans hustru Kirsten Kristensen.
I lokalområdet huskes Anders Christensen ikke mindst for sine aktive år i idrætsforeningen Midtdjurs, hvor han var en kendt skikkelse. Først som aktiv fodboldspiller, senere som træner og engageret tovholder for støtteforeningen, populært kaldet Støtten.
I de unge år spillede han i Holbæk, hvor han opnåede at spille på klubbens Danmarksseriehold.
Anders Christensen kom til klubben i slutningen af 1970’erne fra Sjælland i forbindelse med et jobskifte og et lederjob hos virksomheden CG Jensen i Mesballe.
Han og familien fik base i Ryomgård.
Den korteste vej til at lære lokalområdet at kende går ofte via foreningslivet, og det oplevede Anders Christensen også.
Der gik ikke lang tid, før han var et kendt og skattet ansigt i IF Midtdjurs, hvor han hurtigt fik tilnavnet »Gammel Anders« og blev en integreret og populær del af miljøet grundet sit væsen, sin humor og sin slagfærdighed.
På banen var han en hård hund, som aldrig trak sig i en nærkamp. En holdspiller af karat, der heller ikke var bange for at sige sin mening.
Han var med i jubelsæsonen 1977 under cheftræner Lars Holdgaard, hvor det blev til oprykning fra både Serie 3 og Serie 5.
Senere involverede han sig på trænerfronten og med stort engagement i støtteforeningen, Støtten, der via arrangementer bidrog væsentligt til klubkassen.
For år tilbage flyttede Anders Christensen fra Ryomgård til det norddjurske, Trustrup-Grenaa. I Grenaa var han aktiv på banen i Grenaa Old Boys, og han var også i nogle år i bestyrelsen for Grenaa IFs fodboldafdeling.
Tiden i IF Midtdjurs lå dog altid på hans tunge, når man mødte ham til et arrangement eller tilfældigt på gaden. Så skulle der altid snakkes gamle dage og genopfriskes sjove minder.
Anders Christensen forsømte heller aldrig at spørge til foreningens ve og vel, og hvordan det gik de mennesker og unge lømler, som var en stor del af hans netværk i årene i Ryomgård, og som han fattede stor kærlighed til og havde en vedblivende veneration for.
Anders Christensen bisættes onsdag 3. september fra Grenaa Kirkegårdskapel.
Tankerne går til hans efterladte.
Æret være hans minde.